Regeringen og DF fordeler 400 mio til sundhedsindsatser

Patienter inden for en række sygdomsområder kan se frem til en øget indsats, efter regeringen og Dansk Folkeparti har fordelt 400 mio. kr, som parterne afsatte til særlige initiativer på sundhedsområdet ved sidste års finanslov.
Foto: /Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt
Foto: /Ritzau Scanpix/Thomas Lekfeldt

En ny helhedsplan til knap 39 mio. kr skal styrke den medicinsk behandling, rehabilitering og forebyggelse/træning for danske sclerosepatienter.

Det er blandt nyhederne i udmøntningen af den pulje på 400 mio. kr. til sundhedsområdet, som Dansk Folkeparti og regeringen afsatte under sidste års forhandlinger om finansloven, og som nu er fordelt med blandt andet knap 39 mio. kr. scleroseområdet.

Pengene fordeles i perioden 2018-2021.

"I Dansk Folkeparti vil vi med denne sundhedspulje sikre, at mennesker med diagnoser, som sjældent er i vælten og ofte marginaliserede, kan få en bedre behandling i vores sundhedsvæsen. Derfor er vi glade for, at vi nu får sat fokus på alt fra BED, cystisk fibrose, osteoporose, misbrugere, pædofile, sclerose og stofskiftepatienter med flere, som for nogen af dem slet ingen behandling har i dag, og for andre skal kæmpe for at blive hørt," siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt, der tog initiativ til puljen, i en pressemeddelelse.

Foruden scleroseområdet er der blandt andet afsat 34 mio. kr. til at skabe bedre sammenhæng i behandlingen af patienter med sjældne sygdomme, der ofte oplever manglende sammenhæng og koordination på tværs af sygehuse og mellem sundhedsvæsenet og kommunen.

Også patienter med stofskifteproblemer og autoimmune sygdomme er tilgodeset ved fordelingen af puljen.

Således er der blandt andet afsat 18 mio. kr. til et pilotprojekt til etablering af et Nationalt Center for Autoimmune Sygdomme.

"Formålet med etableringen af centeret er at udvikle nye principper og standarder for den ambulante behandling af patienter med autoimmune sygdomme, som kan forbedre behandlingen og øge livskvaliteten for patienterne," lyder det om uddelingen.

Den største pose penge går dog til nye initiativer inden for medicinsk cannabis, hvor der er afsat 83 mio. kr. til hovedsageligt at dække offentligt tilskud til anvendelse af medicinsk cannabis. Pengene kommer oven i de 22 mio. kr., der tidligere er afsat til den aktuelle forsøgsordning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også