International gruppe læger: Vi gør alt for mange til syge

Overdiagnosticering er et stort problem i vestlige lande, herunder Danmark, lyder kritikken på stor international konference i København.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF VIDENSKAB.DK

Alt for mange mennesker bliver unødvendigt behandlet med medicin, undersøgelser og operationer, som de ikke har brug for.

Problemet er særligt stort i de vestlige lande, hvor tilgangen til medicin og undersøgelser er stor, og hvor nationale screeningsprogrammer er udbredte.

Sådan lyder problemstillingen, som 450 forskere fra 30 forskellige lande netop har været i København for at diskutere til konferencen Preventing Overdiagnosis 2018. Det skriver Videnskab.dk.

»De unødvendige behandlinger koster ikke bare penge, de gør også livet værre for patienterne,« fortæller John Brodersen, der er læge og professor på Afdeling for Almen Medicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Han har forsket i overdiagnosticering i 15 år og er en af drivkræfterne bag konferencen.

F.eks. er næsten halvdelen af alle tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft hos danske kvinder overdiagnosticeringer ifølge et stort studie fra 2016 af Salvatore Vaccarella, der er forsker hos WHO’s kræftforskningsenhed.

Præcis hvor mange, der generelt bliver overdiagnosticeret i Danmark, findes der dog ikke tal på.

Ringer man til Sundhedsstyrelsen, får man et lidt andet indtryk end fra forskerne på konferencen.

»Jeg kan selvfølgelig ikke sidde og love, at der ikke kan ske fejl, men vi regner med, at lægerne kun foretager undersøgelser, som giver mening for både samfundet og den enkelte patient,« siger Henrik Stig Jørgensen, der er enhedschef for Evidens, uddannelse og beredskab i Sundhedsstyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også