Myndigheder undersøger dansk studie om sammenhæng mellem lægemiddel og kræft

Lægemiddelstyrelsen har orienteret EU’s bivirkningskomité (PRAC) om nyt studie fra danske forskere, der viser en sammenhæng mellem et blodtrykssænkende middel og modermærkekræft.
Foto: Esben Salling / Ritzau Scanpix
Foto: Esben Salling / Ritzau Scanpix

Personer med modermærkekræft er oftere i behandling med det blodtrykssænkende middel hydrochlorthiazid end personer, der ikke har modermærkekræft.

Det er konklusionen på et nyt dansk forskningsresultat, der dog ikke påviser endegyldigt, at behandling med hydrochlorthiazid øger risikoen for kræft. De danske lægemiddelmyndigheder har dog orienteret EU’s bivirkningskomité (PRAC) om de nye resultater, der følger efter et lignende studie fra december 2017, der viste en mulig sammenhæng mellem hydrochlorthiazid og pladecellekræft.

”Selv om studiet giver mistanke om en mulig sammenhæng mellem blodtrykssænkende medicin og modermærkekræft, er det vigtigt, at patienter i behandling for forhøjet blodtryk ikke stopper behandlingen. Risikoen for at få modermærkekræft er samlet set forsat meget lav, og det kan være langt mere risikabelt at stoppe med behandlingen af forhøjet blodtryk,” siger overlæge i Lægemiddelstyrelsen Doris Stenver, som også er dansk medlem af PRAC, til styrelsens hjemmeside.

PRAC ventes senere i år at komme med en redegørelse for sikkerheden ved anvendelse af hydrochlorthiazid.

En række lægemiddelproducenter markedsfører lægemidler med hydrochlorthiazid på det danske marked - heriblandt Sandoz, AstraZeneca, MSD og Boehringer Ingelheim.

Lægemiddelstyrelsen anbefaler, at læger ikke afbryder behandlingen hos velbehandlede patienter, men overvejer andre behandlingsmuligheder til nye patienter eller i forbindelse med justering af eksisterende behandling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også