Sydbank: Ambu-aktien kan outperforme en smule efter regnskab

Alt andet lige vurderer Sydbank-analytiker, at Ambu-aktien vil åbne moderat over det generelle marked tirsdag morgen.
Foto: PR / Ambu
Foto: PR / Ambu

Medicoselskabet Ambus indtjening ser ved første øjekast ud til at være til den lave side i andet kvartal af det skæve regnskabsår 2019/20, men det er ikke nødvendigvis tilfældet, hvis man korrigerer for en række ekstraordinære omstændigheder.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioraktieanalytiker hos Sydbank, efter at Ambu offentliggjorde sit regnskab for andet kvartal mandag efter dansk børslukketid.

"Man skal være opmærksom på, at der er nogle ekstraordinære tab på kreditter og ekstraordinære nedskrivninger, som øger omkostningerne og trækker indtjeningen ned. Selv om de ikke forsvinder, så kan man korrigere for dem, og så får man en indtjening, der er bedre end forventet," siger han.

Under forventninger

I andet kvartal, der dækker over januar, februar og marts i år, landede Ambu et driftsoverskud før renter og skat (EBIT) på 150 mio. kr. og en overskudsgrad (EBIT-margin) på 15,2 pct.

Til sammenligning havde analytikerne forudset et driftsoverskud på 171 mio. kr. i kvartalet og en overskudsgrad på 17 pct., fremgår det af estimater indsamlet af Ambu forud for regnskabet.

Af regnskabet, som efter den oprindelige plan først skulle offentliggøres tirsdag morgen, fremgår det også, at andet kvartal bød på en række ekstraordinære omkostningsposter, der samlet set løb op i 46 mio. kr.

Den samlede omkostningspost skyldes forventede kredittab på nogle tilgodehavender og mindre nedskrivninger på produktrettigheder til "nicheprodukter", der er blevet solgt i særlige regioner.

Søren Løntoft Hansen forventer også, at Ambu-aktien vil klare sig en smule bedre end det generelle aktiemarked, når handlen går i gang på den københavnske fondsbørs tirsdag morgen.

"I en alt andet lige-betragtning tror jeg, at aktien vil åbne moderat over det generelle marked. Jeg tror ikke, at det bliver en voldsom outperformance, men vi kommer nok til at se en lille outperformance," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også