Sundhedsstyrelsen forfremmer vaccinechef til vicedirektør

Sundhedsstyrelsen har med virkning fra 1. oktober udnævnt Steen Dalsgård Jespersen til ny vicedirektør, hvilket udløser en plads i direktionen hos landets øverste sundhedsfaglige myndighed.
Steen Dalsgård Jespersen er aktuelt i gang med sin tredje periode i Sundhedsstyrelsen, hvor han i 2020 blev sat i spidsen for udrulningen af de nationale vaccineprogrammer under covid-19. Han har sammenlagt tilbragt ti år i styrelsen.
”Steen har en stor og bred erfaring på sundhedsområdet, han er meget resultatorienteret og har meget stærke analytiske evner. Det har vi brug for nu, hvor Sundhedsstyrelsen står over for mange nye og komplekse opgaver,” siger styrelsens adm. direktør Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.
Med udnævnelsen udgøres Sundhedsstyrelsens direktion fremover af direktør Søren Brostrøm, vicedirektør Helene Bilsted Probst og vicedirektør Steen Dalsgård Jespersen.