Sydbank: Coloplast-aktien skal have slag for slem skuffelse

Resultater i fjerde kvartal og de langsigtede forventninger fra Coloplast skuffer både investorer og analytikere. Aktien er dykket med omkring 10 pct. og det er logisk, mener Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

En skuffelse i fjerde kvartal, svage forventninger til 2017/18 samt en nedjustering af de langsigtede indtjeningsforventninger.

Det er de lidet flatterende overskrifter for medicoselskabet Coloplasts årsregnskab for 2016/17, som har givet en syngende lussing til aktien på børsen i København.

"Fjerde kvartal skuffer, forventningerne skuffer, og de langsigtede mål bliver lavet om. For Coloplast er der indregnet nogle særdeles positive estimater, og når det er regnet ind i aktieprisen, så får den altså nogle slag, når regnskabet skuffer sådan her," siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.

For 2017/18 venter Coloplast, der ikke kunne følge helt med forventningerne til hverken top- eller bundlinje i fjerde kvartal, en organisk omsætningsvækst på omkring 7 pct. i lokal valuta samt en salgsvækst opgjort i danske kroner på 5-6 pct.

Coloplast venter samtidig, at overskudsgraden (EBIT-marginen) før særlige poster kommer til at lande på 31-32 pct. i faste valutakurser, mens den i danske kroner ventes at ramme omkring cirka 31 pct.

Prognose skuffer

Det er noget under skiven i forhold til både analytikernes forventninger og Coloplasts egne langsigtede forventninger.

Analytikere adspurgt af Ritzau Estimates havde således inden årsregnskabet estimeret en organisk omsætningsvækst på 7,6 pct. i 2017/18. Den rapporterede salgsvækst - i danske kroner - ventes blandt analytikerne at skulle ramme 7,4 pct.

Analytikerne regnede desuden med en overskudsgrad før særlige poster på 33,2 pct. målt i danske kroner i det nye regnskabsår.

Samtidig laver Coloplast om på sine langsigtede finansielle mål til EBIT-marginen, der tidligere var ventet at skulle vokse med 0,5-1,0 pct.point per år, men nu blot ses at ramme over 30 pct. i faste valutakurser.

"Forventningerne til det kommende år ligger under forventningerne i markedet. Coloplast laver også om på de langsigtede forventninger. Det fastholder egentlig vækstforventningerne, men man sænker målet til EBIT-marginen til "over" 30 pct.," siger Søren Løntoft Hansen.

"Over 30 pct. kan jo betyde meget, men det kan også være noget under det, Coloplast leverede i 2016/17," fortsætter han.

I 2016/17 blev EBIT-marginen før særlige poster 32 pct.

Tanken bag ny forretningsplan er god

Søren Løntoft Hansen kan sagtens se det fornuftige i den nye forretningsplan, der også er en del af regnskabet for 2016/17.

Baggrunden for at ændre forventningerne til indtjeningen i de langsigtede mål er nemlig, at Coloplast igangsætter en ny forretningsplan, hvor 2 pct. af omsætningen skal investeres i blandt andet opkøb i forretninger, der kan servicere kunderne direkte - ganske som ved købet af amerikanske Comfort Medical.

Men det koster på den korte bane, når noget af indtjeningen sakses for at investere i fremtiden.

"Jeg synes egentlig, at det giver mening at investere i forhold til brugerne. Det er noget af det, man har set i blandt andet Tyskland og England. Det kan sagtens bredes ud til nogle andre markeder og har været succesfuldt på andre markeder," siger Søren Løntoft Hansen.

"Men det er noget af det, der koster på lidt kortere sigt og skaber usikkerhed omkring indtjeningsevnen i de kommende år," fortsætter analytikeren.

Coloplast-aktien falder efter regnskabet med 11,6 pct. til 496,50 kr. Inden regnskabet lå den tæt på uændret.

Coloplast-aktien rundbarberes efter svagt årsregnskab 

Coloplast lukker dansk fabrik 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu