Forskere i Aarhus udvikler kontaktlinse mod grøn stær

Forskere på Aarhus Universitet vil udvikle en intelligent kontaktlinse, der via en sensor skal monitorere trykket i øjet og selv frigive medicin mod grøn stær. Håbet er på sigt også at kunne bruge linsen til eksempelvis måling af blodsukker hos diabetespatienter.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

På Aarhus Universitet er man klar til at udvikle en kontaktlinse med tryksensor og mikrochip, der skal kunne bremse udviklingen af grøn stær. Det skriver Aarhus Universitet på sin hjemmeside.

Sensoren skal døgnovervåge trykket i øjet, der har stor betydning for udviklingen af grøn stær, som i værste fald kan medføre blindhed.

Med korrekt medicinsk behandling i form af øjendråber, kan man rent faktisk undgå, at sygdommen udvikler sig, men i dag bliver trykket i øjet målt hos øjenlægen eller på hospitalet ved hjælpe af et særligt instrument. Med forskernes linse vil øjet blive monitoreret døgnet rundt.

”Vi ved, at trykket i øjet hos patienter med grøn stær kan variere fra det ene øjeblik til det andet og med store fluktuationer i løbet af et døgn. Med en intelligent linse kan vi derfor gøre det meget lettere at holde øje med sygdommen og medicinere mere præcist,” siger lektor ved Aarhus Universitet, Farshad Moradi.

I første omgang vil linsen give information til en computer eller smartphone om, hvornår det er tid til at tage sine øjendråber og i hvilken dosis, men på sigt håber forskerne at tilføre nanomedicin, som løbende selv frigives, når trykket er for højt.

Man forventer at have den første prototype på en intelligent kontaktlinse klar i løbet af tre til fire år.

Selvom den i første omgang udvikles til behandling af grøn stær, vil den rumme mange flere muligheder, hvis man skifter tryksensoren med biosensorer. Her vil det ifølge Farshad Moradi i løbet af få års udviklingsarbejde blive muligt at gennemføre cancerdetektion, ligesom man kan måle blodsukker hos diabetespatienter gennem forskellige biokemiske markører i tårevæske.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også