William Demant har misset vigtigt vindue

GN Resounds momentum inden for et vigtigt amerikansk segment ser ud til at kunne fastholdes, efter at rivalen William Demant har misset et lanceringsvindue.
AF RITZAU FINANS & STEFAN SINGH KAILAY

William Demant må notere, at selskabet kommer til at give sin rival GN Resound endnu mere momentum i det vigtige amerikanske VA-segment (Veterans Affairs), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

For mens GN Resound fra november har selskabets nye superpower-høreapparat Enzo2 med i den store salgskanal, så må William Demant ifølge Ritzau Finans vente til maj med dets nye produkter.

William Demant lancerer nemlig nu nye høreapparater i super power-klassen med Oticon Dynamo, Sensei SP og Plus Power, fra den såkaldte Inium Sense-platform, der blev rullet bredt ud i begyndelsen af året.

Lever ikke op til krav

Men lige netop i VA-segmentet må selskabet altså vente indtil maj næste år med at lancere produkterne. Hos VA er der nemlig kun to årlige lanceringsvinduer - et den 1. maj og et den 1. november - og kravet for lancering i de to vinduer er, at produktet er frit på markedet to måneder inden da, skriver Ritzau Finans.

Det krav lever Oticons lancering ikke op til, og derfor må selskabet vente til maj næste år med at lancere i VA, hvilket giver konkurrenten GN Resound lidt ekstra plads at boltre sig på i et halvt år, da Resound Enzo-familien allerede lanceres hos VA i november.

Var ikke klar

Og netop det faktum er der ærgrelse over hos Oticon.

"Det er da ærgerligt. Jeg ville hellere have været inde i VA allerede nu, men vi havde desværre ikke produkterne klar til lancering i september, og når man ikke er på markedet der, kan man ikke komme ind i VA i dette vindue. Så det må jeg desværre leve med," siger Søren Nielsen, der er adm. direktør hos Oticon og viceadm. direktør hos William Demant Holding, til Ritzau Finans.

GN nyder i øjeblikket stor fremgang i VA-segmentet. GN har siden selskabet i april 2014 lancerede dets Linx-produkt i VA-salgskanalen øget sin markedsandel fra omkring 7 pct. til i september at ligge på hele 19,3 pct. William Demant har til sammenligning 8 pct. af VA-markedet.

Med lanceringen af Enzo2 ser GN ifølge Sydbank-analytiker Morten Imsgard desuden ud til at kunne fastholde selskabets positive udvikling.

“GN ReSounds lancering af produktfamilien ReSound Enzo2 vil efter vores vurdering bidrage til at fastholde selskabets kraftigt stigende markedsandel i VA. Forgængeren ReSound Enzo har været en afgørende faktor til, at GN ReSound har haft succes med at vinde betydelige markedsandele i VA," lyder kommentaren fra analytikeren.

 GN-topchef: Vi vil fortsætte med at være i førertrøjen

 GN fortsætter amerikansk fremgang

 Analyse: GN vinder over de to store i USA 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også