Coloplast-chef: Derfor bliver retssager 3 mia dyrere

Koncernen risikerer at skulle forholde sig til hver og en af de over 200 retssager, hvor den bliver sagssøgt for produktansvar, forklarer topchef Lars Rasmussen.
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten
Foto: Niels Hougaard / Jyllands-Posten
AF RITZAU FINANS

Der er risiko for, at Coloplast skal gå ind i hver og en af over 200 retssager, hvor medicokoncernen bliver sagsøgt for produktansvar ved patienters brug af selskabets transvaginale net til behandling af nedsunket underliv.

Coloplast har tidligere oplyst, at man forventede at være involveret i over 7000 sager. Nu har en amerikansk domstol pålagt Coloplast at foretage de indledende skridt mod egentlig domstolsbehandling i 200 konkrete sager.

Det oplyser Coloplasts administrerende direktør, Lars Rasmussen, på en telekonference tirsdag aften.

Coloplast har tirsdag besluttet at hensætte yderligere 3 mia. kr. i sagen, og det får Coloplast til at nedjustere forventningerne for regnskabsåret 2014/15.

"Hvis vi ender i en situation, hvor alle sagerne bliver sat frem i en retssag, bliver vi nødt til at forholde os til dem individuelt," siger Lars Rasmussen

Og det er netop derfor, at selskabet nu regner med, at retssagerne kommer til at koste 3 mia. kr. De penge kommer oveni tidligere afsatte 1,5 mia. kr.

"Det er signifikant dyrere at foretage indledende undersøgelser og køre sager foran en dommer på enkeltsager, end det - historisk set for os - har været at indgå forlig," siger Lars Rasmussen og fortsætter:

"Derfor er prisen steget så markant. Ingen af os ved på nuværende tidspunkt, hvor mange sager, der ender i retten, og hvor mange der bliver indgået forlig i. Men vi har fået en ny besked fra domstolen, og derfor har vi ændret vores strategi."

Coloplast ønsker fremover ikke at oplyse antallet af sager, selskabet er involveret i, men direktøren oplyser, at man har indregnet det antal af sager, man forventer, kommer fremover, i hensættelsen.

"De 3 mia. kr. omfatter alle sager, vi kender til på nuværende tidspunkt plus de sager, vi forventer, vil komme og dertil mulige forlig. Det er meget volatilt og derfor selvfølgeligt vanskeligt at sige med sikkerhed," påpeger han.

 Coloplast afsætter 3 mia ekstra til amerikanske retssager

"Indtil videre har vi været dygtige til at forudsige antallet af sager. Men man bliver nødt til at tage med i betragtningen, at der stadig kører tv-reklamer, og at flere konkurrenter har tabt nogle af deres sager," forklarer Lars Rasmussen.

Medicokoncernen hensatte allerede tilbage i maj 1,5 mia. kr. - heraf blev 500 mio. kr. dækket af selskabets produktansvarsforsikring - og med tirsdagens hensættelse er de samlede forventede omkostninger til retssagerne i USA oppe på 4,5 mia. kroner før skat.

Coloplast justerer derfor forventningerne til regnskabsåret 2014/2015 og forventer nu en EBIT-margin på 10 pct. ved faste valutakurser. Tidligere ventede selskabet en overskudsgrad på 32 pct. Coloplast påpeger, at hensættelsen ikke påvirker udbyttet.

"Vi finder det her ekstremt ubehageligt. Men nu er der ikke andet at gøre end at komme videre og fortsætte med at producere gode produkter til kvinder," understreger Lars Rasmussen.

Trods udsigterne til stærkt forøgede udgifter i forbindelse med retssagerne ser Coloplast stadig USA som et marked med stort potentiale.

"USA er mulighedernes land. Men retssager kan være en del af omkostningerne ved at drive forretning i USA. Det har ikke skræmt os væk fra det amerikanske marked. Vi vil fortsætte med at med at bedrive forretning der," siger direktøren.

 Coloplast øger hensættelser til amerikansk undersøgelse

 Coloplast sætter tal på nedjustering

 Derfor fyrer Coloplast i Danmark

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også