Ugebrev: Coloplast-kursen løbet fra virkeligheden

En markant højere værdiansættelse end hos sammenlignelige konkurrenter og manglende sammenhæng mellem aktiekursen og indtjeningen tænder advarselslamperne hos Økonomisk Ugebrev i forhold til Coloplast.
Foto: Coloplast
Foto: Coloplast
Af Ritzau Finans

Kursen på Coloplast-aktien er løbet fra virkeligheden.

Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.

"Ved en P/E på over 30 betaler man så meget for en krone af selskabets indtjening, at det isoleret set er absurd, men eftersom prisen indregner en forventet fremtidig vækst, giver det alligevel mening. Så længe man tror, at den ønskede vækst kan leveres," skriver ugebrevet.

Konkurrenterne har et gennemsnit på lige over 20.

Godt nok er Coloplasts omsætning i første halvår 2014/15 11 pct. højere end i samme periode i fjor, mens bundlinjeresultatet er steget med 112 pct., men den dramatiske forbedring af bundlinjen skyldes en ekstraordinær hensættelse på 1 mia. kr. i 2. kvartal 2013/14 til at imødegå omkostninger i forbindelse med retssager i USA omkring produktansvar.

"Det ville være en pragtfuld overraskelse for aktionærerne, hvis det virkelig var tilfældet (at overskuddet er steget så kraftigt, red.), men sådan er det desværre ikke i praksis," konstaterer ugebrevet.

"Korrigeres 2013/14-regnskabet for denne særlige post, bliver resultatet en stigning i det primære driftsresultat på 15,5 pct. i andet kvartal og 10,8 pct. for halvåret som helhed," oplyser ugebrevet, der erkender, at det også er en bemærkelsesværdig fremgang, men ikke tilstrækkeligt til at stille investorerne tilfredse.

Derfor faldt Coloplasts aktiekurs med 3,1 pct., da halvårsregnskabet blev offentliggjort i tirsdags ifølge ugebrevet, der finder årsagen "i de meget høje forventninger, der efterhånden stilles til Coloplast fra analytikernes side".

"Mens forventningerne til omsætningsvækst blev opfyldt, var det samme ikke tilfældet for indtjeningen. Med et driftsresultat på 1137 mio. kr. endte Coloplast i underkanten af det forventede resultat på 1150 mio. kr. og bundlinjeresultatet på 815 mio. kr. lå også under forventningerne på 836 mio. kr.," oplyser ugebrevet.

Det erkendes, at det måske er overraskende, at så beskedne afvigelser kan medføre et markant kursfald på mere end 3 pct., men det finder ugebrevet er "en naturlig konsekvens af Coloplasts meget høje værdiansættelse".

Coloplast handles til en ventet Price/Earning (P/E) i 2015 på 32,2 og 26,4 i 2016.

"Selvom selskabet leverer en flot vækst i både omsætning og indtjening, er det stadig en særdeles høj pris. Det illustreres af, at branchemedianen for forventet P/E i 2015 og 2016 er henholdsvis 21,8 og 18,3," skriver ugebrevet, der af den grund er på vagt.

"En markant højere værdiansættelse end hos sammenlignelige konkurrenter og en stigning i aktiekursen, som de seneste to år ikke har stået i et rimeligt forhold til den bagvedliggende vækst i indtjeningen, tænder advarselslamperne," slutter ugebrevet.

Coloplast-aktien lukkede fredag i 519 kr.

 Coloplast vil skabe efterspørgslen i et ugennemsigtigt marked

 Sådan vil Coloplast indfri vækstambitionerne

 Coloplast-CFO: Masser af arbejde foran os

 Coloplast øger tempoet i andet kvartal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også