Analytiker: Stomi er negativt islæt i kvartalet

Stomi skiller sig negativt ud i Coloplasts regnskab for tredje kvartal 2013/2014, vurderer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Coloplasts regnskab for tredje kvartal er vanen tro stort set som ventet, men mens de seneste regnskaber har indeholdt mindre positive overraskelser for analytikerkorpset, så er der i onsdagens meddelelse en enkelt ting, der skurrer lidt i øjnene, mener analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

"Stomi stikker negativt ud i kvartalet. Det virker ikke som om, at væksten i kvartalet er påvirket af engangseffekter, så måske tyder det på, at vækstraterne i nogle kvartaler frem kan blive lidt lavere, end vi har set i første halvår, hvor der var imponerende vækst," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Coloplasts forretningsområde Stomi nåede en organisk vækst på 6 pct. samt en omsætning på 1273 mio. kr. i tredje kvartal. Det var noget mindre end analytikerestimatet på 1312 mio. kr. i SME Direkts konsensusopgørelse for Ritzau Finans.

Den organiske vækst er samtidig aftaget fra 10 pct. i første kvartal og 7 pct. i andet kvartal til nu 6 pct.

Coloplasts øvrige forretningsben udviklede sig som ventet og voksede alle med 9-10 pct. organisk i tredje kvartal. Også indtjeningsmæssigt er Coloplast godt med, vurderer Søren Løntoft Hansen. På aktiemarkedet falder Coloplast ikke desto mindre med hele 4,8 pct. til 457,1 kr. Nedturen kommer på trods af, at Coloplast fastholder forventningerne til helåret.

"Der er efter min vurdering så mange positive scenarier indregnet i aktiekursen. Desuden er markedet vant til bundsolide regnskaber fra Coloplast, så når dagens regnskab skuffer lidt på et enkelt område, så synes jeg egentligt, at det er naturligt, at aktien falder. Den har også gjort det rigtigt godt i år. Det skal med," siger Søren Løntoft Hansen.

Aktien i Coloplast er trods onsdagens nedtur steget med 29 pct. i år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også