Coloplast-topchef tror på et permanent skifte i væksttempoet

Investeringer i blandt andet salgskorpset, der nu lønner sig, og en pipeline med masser af nye produkter er blandt hoveårsagerne til Coloplast-topchef Lars Rasmussens optimisme.
Foto: Coloplast
Foto: Coloplast
AF RITZAU FINANS

Coloplast står over for et permanent skifte i væksttempoet. Det vurderer selskabets administrerende direktør, Lars Rasmussen, onsdag på selskabets kapitalmarkedsdag.

Efter en periode med ret stabile organiske vækstrater på 6-7 pct., siden Lars Rasmussen trådte til, er det nu målsætningen at nå en vækst på 7-10 pct. i de kommende tre til fem år.

Ambitionen skal blandt andet ses i lyset af, at pipeline af nye produkter giver mulighed for 4-6 lanceringer i hvert af de kommende tre år. Samtidig er Coloplasts investeringer i primært salgskorpset begyndt at bære frugt. Ledelsen besluttede i marts 2012 at investere 1 mia. kr. i vækstinitiativer i perioden 2012-15, og der vil blive investeret yderligere herefter, oplyser Lars Rasmussen.

De nye investeringer vil i Europa blive koncenteret om direkte markedsføring over for forbrugeren.

På de øvrige udviklede markeder, det vil sige USA, Canada, Japan og Australien, vil der bive investeret for at vinde markedsandele inden for stomi og kontinens samt i at udvikle hud- og sårplejeforretningen.

Opkøb er også en mulighed inden for hud- og sårplejeområdet, der ikke har den rette størrelse i forhold til at opnå stordriftsfordele, oplyser Lars Rasmussen. Han understreger dog også, at eventuelle opkøb kræver, at mulighederne opstår.

Inden for Stomi- og Kontinensforretningen er Coloplast i forvejen markedsleder og ser ikke opkøbsmuligheder. I forhold til det sidste forretningsben, Urologi, er Coloplast heller ikke på udkig, da en række produktansvarssager i USA giver grund til forsigtighed, oplyser Lars Rasmussen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også