Minister: Vejen til patienterne for medicoselskaber er blevet "lettere og mere effektiv"

Erhvervsminister Morten Bødskov slår blandt andet på de vækstmuligheder, det bemyndigede organ Tüv Süd vil give branchen.
"En god nyhed, at vi med det nye bemyndigede organ får gjort vejen til patienterne lettere og mere effektiv," udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S). | Foto: Thomas Borberg/Politiken.
"En god nyhed, at vi med det nye bemyndigede organ får gjort vejen til patienterne lettere og mere effektiv," udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S). | Foto: Thomas Borberg/Politiken.

Det vækker glæde blandt flere ministre, at danske medicovirksomheder nu - med nyt bemyndiget organ - har lettere og hurtigere adgang til markedet, når de udvikler nye produkter.

Det gælder blandt andet erhvervsminister Morten Bødskov (S), der i en pressemeddelelse fra ministeriet udtaler:

”Vores dygtige medicovirksomheder har produkterne, som vores sundhedsvæsen hungrer efter. Derfor er det en god nyhed, at vi med det nye bemyndigede organ får gjort vejen til patienterne lettere og mere effektiv.”

Erhvervsministeren peger videre på de vækstmuligheder, der med det bemyndigede organ opstår:

”Beslutningen booster branchens vækstmuligheder og sikrer hurtigere markedsadgang, så sundhedsvæsenet og patienter kan tage nyt, innovativt medicinsk udstyr i brug. Med TÜV SÜD har vi fundet en meget kompetent organisation, som kommer med et stærkt professionelt setup.”

Enslydende toner kommer fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), der fremhæver den fordel, det kan give patienter:

”Der bliver løbende udviklet nyt medicinsk udstyr, som er med til at forbedre patienternes diagnosticering og behandling, og det er rigtig godt.” 

Ministeren fortsætter:

”Men det er samtidig helt afgørende, at vi sikrer, at udstyret lever op til alle gældende regler på området, før det tages i brug i vores sundhedsvæsen, så patientsikkerheden er i orden. Derfor er jeg tilfreds med, at vi nu får et bemyndiget organ, som kan vurdere og certificere nyt og innovativt medicinsk udstyr i Danmark.”

Udmeldingen fra de to ministre kommer i kølvandet på, at tyske Tüv Süd lørdag blev godkendt som bemyndiget organ i Danmark, således danske medicovirksomheder kan gå til, når de skal have deres produkter til salg på de europæiske markeder. 

Og Tüv Süd Danmark er, fortalte vicedirektør Martin Jakobsson i går til MedWatch, klar til at åbne butikken fra dags dato:

”Vi har forberedt det her i meget lang tid. Nu har vi endelig fået designeringen, og vi er mere end klar til at modtage den første ansøgning fra firmaerne.”

Tüv Süd er i Danmark godkendt til at behandle ansøgninger fra industrien inden for fire produktområder: Cardio-produkter, neuro-enheder, software-enheder og ortopædiske enheder.

Virksomheden holder i Danmark til i Hellerup nord for København. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også