Endoskopiforretningen buldrer frem hos Ambu – tilbagegang i de to øvrige forretningsben

Ambus endoskopiforretning oplevede i tredje kvartal af 2022/2023 en organisk vækst på 23 pct. og en omsætning på 684 mio. kr.
Foto: Ambu/pr
Foto: Ambu/pr
af marketwire

Det var i den grad Ambus endoskopiforretning, der drev væksten i tredje kvartal af 2022/2023, mens de to øvrige forretningsben havde negativ vækst.

Det fremgår af det endelige regnskab for perioden.

De fleste overordnede poster i regnskabet på gruppeniveau er kendt, da Ambu allerede 10. juli kom med foreløbige regnskabstal og opjusterede sin prognose for overskudsgraden før særlige poster.

Derfor er fokus blandt analytikerne også i højere grad på de enkelte forretningsområder.

Her bidrog vækstbenet endoskopiløsninger med en organisk vækst på 23 pct. og en omsætning på 684 mio. kr. mod 562 mio. kr. i samme periode året før.

Anæstesiforretningen noterede derimod en negativ vækst på 7 pct. i tredje kvartal, efter et andet kvartal, hvor blandt andet lagerreduktionen påvirkede negativt. I tredje kvartal har sammenligningstallene været svære, oplyser Ambu.

Det tredje og sidste forretningsben patientmonitorering leverede ligeledes en negativ organisk vækst på 7 pct. og en omsætning på 240 mio. kr. mod 264 mio. kr. året før. Den negative vækst skyldtes hovedsageligt svære sammenligningstal og ordreforskydninger.

Ambus regnskab bekræfter i øvrigt de foreløbige regnskabstal fra den 10. juli.

På bundlinjen, der ikke fremgik af det foreløbige regnskab, tjente Ambu 51 mio. kr. mod ventet 63 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Ambu.

Ambu præciserer forventningerne til regnskabsåret 2022/2023 til en organisk vækst på 6-8 pct. mod tidligere 5-8 pct.

Løftet sker på baggrund af udviklingen i tredje kvartal og de to første måneder af fjerde kvartal, skriver Ambu.

Det danske medicoselskab venter stadig, at overskudsgraden, EBIT-marginen, før særlige poster kommer til at lande på 5-6 pct., som meddelt tilbage i forbindelse med opjusteringen i juli.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår