Coloplasts hovedaktionærer gennemfører ny ejerskabsstruktur

Som led i et generationsskifte opretter to storaktionærer i medicoselskabet et fælles holdingselskab. 
Foto: Coloplast / Pr
Foto: Coloplast / Pr
AF MARKETWIRE

De to største aktionærer i Coloplast, Niels Peter Louis-Hansen på den ene side og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond på den anden, har gennemført den varslede plan om et fælles holdingselskab, Coloplast Holding, som led i et generationsskifte og med henblik på at sikre den ”langsigtede stabilitet og udvikling” i Coloplast.

Det fremgår af en børsmeddelelse fredag aften.

Efter omlægningen ejer Coloplast Holding 52,79 pct. af stemmerettighederne i Coloplast og 30,75 pct. af aktiekapitalen i selskabet.

Niels Peter Louis-Hansen ejer direkte og indirekte 56,54 pct. af stemmerettighederne i Coloplast og 32,76 pct af aktiekapitalen. Aktierne ejes direkte af Niels Peter Louis-Hansen og gennem NPLH Holding, som ejer 62,58 pct. af aktiekapitalen og 71,13 pct af stemmerettighederne i Coloplast Holding ApS.

Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Aage og Johanne Louis-Hansen A/S ejer ikke længere aktier eller stemmerettigheder i Coloplast, som skal notificeres efter Kapitalmarkedslovens paragraffer 38 eller 39, oplyser Coloplast.

I stedet ejer Aage og Johanne Louis-Hansens Fond nu hele aktiekapitalen i Aage og Johanne Louis-Hansen A/S, som ejer 37,42 pct. af aktiekapitalen og 28,87 pct. af stemmerettighederne i Coloplast Holding.

”Etableringen af holdingselskabet sikrer, at de to største aktionærer i Coloplast også på længere sigt vil tale med en stemme i forhold til selskabet. Holdingselskabet giver samtidigt Niels Peter Louis-Hansen mulighed for på sigt at stifte en ny almennyttig fond ved en donation af de aktier i Coloplast , som han ejer igennem holdingselskabet,” fremgik af en pressemeddelelse fra de to storaktionærer, da de i juni oplyste om planerne.

”Holdingselskabsstiftelsen og muligheden for senere at generationsskifte til en ny almennyttig fond har støtte fra Niels Peter Louis-Hansens ægtefælle og datter,” fremgik det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også