Getinge nedjusterer: Er stadig ramt af pandemiproblemer

Nedlukninger i Kina, fortsatte propper i forsyningskæderne og andre pandemi-relaterede problemer har medført en større nedjustering af forventningerne hos svenske Getinge.
Foto: Stuart Ramson/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Stuart Ramson/AP/Ritzau Scanpix
af marketwire

Den svenske medicokoncern Getinge har onsdag fået en hård modtagelse af investorerne, efter at nedlukninger i Kina, fortsatte propper i forsyningskæderne og andre pandemi-relaterede problemer har medført en større nedjustering af forventningerne.

Nedjusteringen, der kommer i forbindelse med Getinges regnskab for tredje kvartal, er ”værre end ventet”, vurderer analysehuset Pareto Securities ifølge Bloomberg News.

Selskabet venter nu en negativ organisk vækst på 3-6 pct. i 2022. Tidligere var der ventet en organisk omsætning på niveau med 2021.

Nedjusteringen betyder ifølge Handelsbankens analytiker Rickard Anderkrans, at Getinges organiske vækst i fjerde kvartal vil ligge i spændet minus 7 til plus 2 pct.

Det er ”værre end vi ventede,” lyder det i analysen ifølge Bloomberg News.

Et positivt islæt er tallene for tredje kvartal, der overordnet viste sig bedre end ventet. Det skyldes valutamedvind, konstaterer Patrik Ling, der er analytiker i DNB.

Getinge omsatte i tredje kvartal for 6,94 mia. svenske kr. Det var en vækst på 10 pct. sammenlignet med året forinden og bedre end analytikernes forventninger på 6,8 mia. svenske kr.

Det justerede driftsoverskud (EBIT) landede på 1,12 mia. svenske kr. mod ventet 0,93 mia. svenske kr.

Aktien i Getinge falder onsdag som følge af nedjusteringen med 3,3 pct. til 205,20 svenske kr. på børsen i Stockholm.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også