Start-up med fokus på Parkinsons henter millionbeløb

Zenzetech, der udvikler intelligente indlægssåler til patienter med Parkinsons sygdom, har i slutningen af maj hentet 3 mio. kr. i en kapitalforhøjelse.
Det fremgår af en nyhed på investor-netværket Keystones’ hjemmeside, hvor det ligeledes oplyses, at i alt 14 investorer står bag forhøjelsen. Det er således medlemmer af netværket, der står bag halvdelen af det indskudte millionbeløb.
På nuværende tidspunkt befinder Zenzetech sig endnu i testfasen med selskabets såler, der ved hjælp af indbyggede sensorer kan give en daglig overvågning af patientens sygdomsforløb og derved bedre vurdere sygdomsbilledet.
”De penge, vi har fået ind her, skal gå til R&D (forskning og udvikling, red.), så vi kan skabe grundlaget for at kunne få en medicinsk godkendelse om to år. Alt lige nu handler om klinisk og teknisk validering, og det tager bare tid,” udtaler adm. direktør i Zenzetech, Christian Haahr, blandt andet til Keystones’ hjemmeside om kapitalforhøjelsen.