Hver fjerde ansøgning om patentstøtte kom fra en life science-virksomhed

Life science-virksomheder stod for hver fjerde ansøgning til Erhvervsministeriets patentvoucherpulje, mens de resterende ansøgninger fordelte sig på ni brancheområder. Medicoselskabet Cortex Technology var en af virksomhederne, der fik tilskud.
Foto: Søren Vendelbo/JPA
Foto: Søren Vendelbo/JPA

Der er stor appetit blandt danske life-science virksomheder i at beskytte deres opfindelser med patenter.

Det står klart, efter Erhvervsministeriets patentvoucherpulje på 5 mio. kr. blev revet væk på blot to minutter.

Egentlig kunne alle danske virksomheder søge puljen, men på trods af det var hver fjerde af de ansøgende virksomheder inden for life science, viser en opgørelse fra Patent- og Varemærkestyrelsen. Til sammenligning er de resterende ansøgninger fordelt på ni brancheområder, hvor cleantech-virksomheder står for næstflest ansøgninger, lyder det.

En af de virksomheder, der har ansøgt patentvoucherpuljen, er nordjyske Cortex Technology, der udvikler udstyr til hudanalyse og behandling af hudlidelser – blandt andet til hudcancer.

”Vi oplever en kraftig vækst i øjeblikket, og vi har nogle store vækstambitioner. I lyset af det, bliver vi bare mere synlige over for større virksomheder, der også laver medico-udstyr som os. Når man er helt lille, så kan man godt køre under radaren, men jo større man bliver, jo mere synlig bliver man, og jo mere er man også nødt til at have beskyttet sit udstyr,” siger Christian Buur, adm. direktør i Cortex Technology.

Derfor valgte Cortex Technology at ansøge om patentvoucherpuljen, og blev i den forbindelse tildelt 75.000 kr. til en patentansøgning i forbindelse med selskabets ultralydsteknologi, som ifølge Christian Buur har en række unikke fordele i forhold til konkurrenternes løsninger.

”Patentet gør, at vi kan holde konkurrenterne på afstand med den teknologi, vi har her. Det er en måde at få beskyttet de investeringer, vi laver i opfindelser, fra de konkurrenter, vi har på markedet,” siger Christian Buur.

Vigtigt for vækst

At virksomheder som Cortex Technologies er opmærksomme på at beskytte deres innovation, lover ifølge direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen Sune Stampe Sørensen godt for samfundet.

”Danmark har en stærk styrkeposition inden for life science, men lige nu er vores position båret af få store virksomheder. Derfor er det glædeligt, at vi kan se, at mange små og mellemstore virksomheder inden for life science har en stærk interesse i at investere i patenter,” udtaler direktør i Patent- og Varemærkestyrelsen Sune Stampe Sørensen i en meddelelse.

Cortex Technology har valgt at investere i en patentansøgning som et led i en vækstplan, der blev iværksat, da kapitalfonden Vækst-Invest overtog majoriteten af den nordjyske medicovirksomhed, og indsatte Christian Buur som adm. direktør, der kom fra en tilsvarende stilling i Unisense, der fremstiller mikrosensorer.

”Der er mange elementer, som er essentielle, når det gælder vækst, og patentering er en vigtig komponent,” siger Christian Buur.

Sune Stampe Sørensen uddyber:

”Grundlæggende er IP-rettigheder ofte en forudsætning for vækst og skalering. Det gælder både for life science-virksomheder så vel som for andre innovative virksomheder. Når life science-virksomheder bruger IP-rettigheder til at beskytte deres innovation, får de et godt fundament for kommercialiseringsarbejdet og kan på sigt høste frugterne af deres forskning og udvikling. Det giver virksomhederne bedre vækstvilkår, og det lover godt for, at dansk life science fastholder sin internationale styrkeposition”.

Patentvoucher-ordningen bliver uddelt to gange i år. Første gang var i starten af april og næste runde er i oktober. Der er samlet set 5 mio. kr. i puljen i 2022, hvor Novo Nordisk Fonden har støttet puljen med 2 mio. kr. Ordningen er målrettet små og mellemstore virksomheder, der ønsker økonomisk støtte til deres patentansøgningsproces.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også