Ambu-optakt: Svækket efterspørgsel og flaskehalse trækker ned

Når regnskabet for Ambus tredje kvartal bliver præsenteret tirsdag morgen, regner Sydbank med at se både en faldende omsætning og stigende omkostninger for det danske medicoselskab.
Foto: Ambu / PR
Foto: Ambu / PR
AF RITZAU FINANS

Ambus regnskab for tredje kvartal byder næppe på større overraskelser, efter at selskabet både er kommet med foreløbige tal og en nedjustering af sine forventninger til det forskudte regnskabsår 2020/21 den 1. juli. Det skete som følge af dæmpet vækst, stigende råvare- og transportomkostninger samt ikke mindst logistikudfordringer, der er blevet forstærket af flaskehalsproblemer i Kina, og det har skåret i lønsomheden.

Selskabet oplever forud for tredje kvartal en svagere efterspørgsel på ikke-akutte undersøgelser, hvilket rammer kerneforretningen, der dækker over områderne "anaesthesia" og "PMD" (Patient Monitoring & diagnostics).

Samtidig regner Ambu med en flad udvikling inden for sin "Visualisation"-division, der sidste år var positivt påvirket af covid-19, skriver Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, i sin optakt til Ambu-regnskabet.

Kvartal præget af covid-19 og flaskehalse

Ambus kerneforretningsområder ventes en organisk vækst på 15 pct. i tredje kvartal trods en nedgang i efterspørgslen på produkter relateret til ikke-akutte undersøgelser.

I "Visualisation" ventes en flad udvikling sammenlignet med en organisk vækst på 81 pct. i samme periode året forinden. Salget af endoskoper ventes i kvartalet at lande på 380.000, mens omsætningen ventes at ende på 522 mio. kr.

Her kan der i regnskabet komme nyt om Ambus produkt Ascope Duodeno 1.0 samt opgraderingen og den forestående lancering af den nye version Ascope Duodeno 1.5.

Som så mange andre selskaber er også Ambu påvirket af logistikudfordringer, der yderligere er blevet forstærket af flaskehalse på containermarkedet i de sydkinesiske havne, hvilket dæmper væksten, skriver Søren Løntoft Hansen.

Faldende omsætning og stigende omkostninger

I tredje kvartal er der ifølge Sydbank ventet en tilbagegang sammenlignet med samme periode året forinden som følge af faldende omsætning og stigende omkostninger.

"Tilbagegangen er en konsekvens af den dæmpede toplinjevækst, stigende råvare- og transportomkostninger og en negativ valutaeffekt," skriver Søren Løntoft Hansen i optakten.

"Vi venter desuden stigende omkostninger til salg og distribution som følge af beslutningen om at udvide Ambus globale salgsstyrke inden for "Visualisation". Hertil kommer stigende administrationsomkostninger og udgifter til forskning og udvikling."

Sydbank venter et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 76 mio. kr. - svarende til en EBIT-margin på 7,8 pct. mod 16,5 pct. i samme periode af 2019/20.

Ambu nedjusterede den 1. juli sine forventninger til regnskabsåret 2020/21 til en organisk vækst omkring 17 pct. fra tidligere 17-20 pct., en EBIT-margin i niveauet 10 pct. fra tidligere 11-12 pct. samt et salg af endoskoper på 1,4 mio., hvor der tidligere var ventet salg mellem 1,3 og 1,4 mio.

Forventningerne ventes at blive fastholdt, skriver senioranalytikeren.

Ambu får amerikansk godkendelse til nyt produkt

Ambu misser forventningerne til omsætningen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også