Hørekæmpen Sonova vinder atter markedsandele hos amerikanske veteraner i september

Det schweiziske høreapparatsfirma Sonova har igen taget andele i den offentlige amerikanske salgskanal, Vetearn Affairs, blandt andre fra danske GN Hearing og Demant.
Schweiziske Sonova øgede sin markedsandel - målt på værdi i VA til 44,7 pct. i september fra 43,7 pct. måneden forinden. | Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Schweiziske Sonova øgede sin markedsandel - målt på værdi i VA til 44,7 pct. i september fra 43,7 pct. måneden forinden. | Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Sonova fortsatte i september sit erobringstogt hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

Schweiziske Sonova øgede sin markedsandel - målt på værdi (andelen af det samlede salg) - til 44,7 pct. i september fra 43,7 pct. måneden forinden.

Markedsandelen blev snuppet fra de to danske aktører - Demant og GN Hearing - og det privatejede amerikanske selskab Starkey.

Demants markedsandel gik tilbage til 16,2 pct. i september fra 16,7 pct. måneden før, mens den for GN Hearings vedkommende skrumpede til 18 pct. fra 18,4 pct.

Starkey måtte se sin markedsandel gå tilbage til 13,2 pct. i september fra 13,4 pct. i august.

Den sidste aktør inden for VA - Sivantos, der nu er en del af fusionsselskabet WS Audiology sammen med danske Widex - fastholdt sin markedsandel på 7,8 pct.

Sonova har haft stor succes i salgskanalen, siden selskabet lancerede Phonak Audéo Marvel 1. maj. Inden lanceringen havde selskabet en markedsandel på 27 pct.

Det schweiziske selskab løftede tirsdag sløret for en ny udgave af det storsælgende topprodukt. Phonak Audéo Marvel 2.0 har blandt andet - i modsætning til forgængeren - telespole.

Det skete til en investordag i Stäfa i Schweiz. Her fortalte selskabets salgschef, Jason Mayer, at selskabet forventer, at de højere vækstrater vil fortsætte i nogle år endnu:

”Der er en boble af veteraner, der lige nu rammer alderen 70-75 år, så vi kan se øget vækst hos VA over de kommende fem år,” lød det her fra salgschefen.

VA udgør godt 20 pct. af hele det amerikanske marked for høreapparater, der er verdens største enkeltmarked. Samlet vil der blive tilpasset godt 1 mio. høreapparater hos VA-audiologerne i løbet af i år.

Salgskanalen vokser dog ganske pænt, og derfor stiger det antal løbende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også