Høreapparater tæt på at miste føretrøjen hos GN

GN Group har øget salget af headsets med 30 procent i år, og det er tæt på at være største forretningsområde.
Foto: PR / GN
Foto: PR / GN
AF RITZAU

En stor vækst i salget af headsets har sendt omsætningen i vejret hos GN Group, der også producerer og sælger høreapparater.

Selskabets omsætning er øget med over en milliard kroner til 5,9 mia. kr. i første halvår. Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort torsdag morgen. 

Samlet er salget af headsets vokset med 30 pct. i årets løb, og det fylder efterhånden næsten lige så meget i GN Group som høreapparater, der er selskabets andet ben og traditionelt har været det største forretningsområde.

Datterselskabet GN Audio, der sælger headsets, har solgt for 2,8 milliarder kroner i første halvår. 

Samtidig er der blevet solgt for 3,1 milliarder kroner i GN Hearing, der står for høreapparaterne.

GN sælger headsets af mærket Jabra til blandt andet callcentre, forsikringsselskaber og banker. 

Selskabet sælger også headsets til privatpersoner og har de seneste par år haft fremgang med det trådløse headset Jabra Elite.

GN konkurrerer her med blandt andet Apples trådløse høretelefoner, der er førende på markedet. 

Det højere salg har også trukket overskuddet op. Overskuddet er vokset med 70 millioner kroner til 567 millioner kroner.

GN Group havde allerede onsdag aften indikeret, at salget af headsets var gået bedre end ventet, da selskabet opjusterede forventningerne.

I år ventes salget af headsets at vokse 24 pct., mens salget af høreapparater forventes at stige med syv pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også