Ambus vækstmotor indtager forventet førsteplads

Efter at have ligget side om side med de klassiske anæstesiprodukter i årets første kvartal udgør motoren i Ambus store vækst - porteføljen af visualiseringsprodukter - nu selskabets største forretningsområde.
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Foto: /Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

Ambu har forsat fart i salget af produkter i dets visualiseringsportefølje, der for første gang nogensinde udgør det største forretningsområde i den mere end 80 år gamle virksomhed.

Det fremgår af selskabets regnskab for 2. kvartal, der er præsenteret onsdag morgen.

"Vi har samlet set haft Ambus bedste kvartal til dato. Vores vækst i danske kroner er 21 pct., og indtjeningen er 25 pct. højere end samme kvartal sidste år," opsummerer topchef Lars Marcher om kvartalet, hvor omsætningen voksede til 785 mio. kr., hvilket overgik konsensus blandt analytikerne, der lød på 776 mio. kr.

For perioden giver det et overskud på bundlinjen på 130 mio. kr. mod ventet 123 mio. kr. blandt analytikerne.

Porteføljen af visulaliseringsprodukter, der blandt andet tæller Ascope-serien af engangs-endoskoper, voksede i perioden 27 pct. sammenlignet med 2. kvartal i regnskabsåret 2017/2018 – isoleret til endoskop-forretningen voksede Ambu 26 pct i de tre måneder, baseret på salg af 182.000 endoskoper.

Det er en spids under analytikernes estimater på 188.000 solgte endoskoper, men tilstrækkeligt til at selskabet fastholder forventningen om at sælge 750.000 endoskoper i indeværende regnskabsår.

Samlet udgør visualiseringsporteføljen nu 36 pct. af forretningen i Ambu, mens de klassiske anæstesiprodukter og PMD – produkter til patientmonitorering og diagnostik – udgør henholdsvis 33 og 31 pct.

Udviklingen var dog ikke helt uventet, at Lars Marcher allerede i forbindelse med regnskabet for 1. kvartal fortalte, at produktområdet i det nu afsluttede 2. kvartal ville blive selskabets største.

Tættere på 2020-mål

Fremgangen for visualiseringsporteføljen betyder, at Ambu er kommet et skridt nærmere delmålet om at visualiseringsporteføljen inden udgangen af 2020 skal stå for 50 pct. af omsætningen i Ambu.

For Ambu vil fortsat vækst i forretningsområdet blandt andet ske gennem lancering af nye produkter, hvilket blandt andet er sket i det nu afsluttede 2. kvartal, hvor selskabet sidst i marts lancerede et nyt engangs-endoskop til næsehals-procedurer i Europa og venter at gøre produktet tilgængelig på det amerikanske marked inden sommeren.

"Alt i alt er det meste lykkedes for os i 2. kvartal, og vi har god kadence på alle væsentlige parametre forud for det kommende halvår," siger adm. direktør Lars Marcher i en kommentar til regnskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også