Høreapparatsboss: Feedback-tiltag kræver ny fortælling om Oticon Opn S

Nyt topprodukt fra Demant er ifølge selskabet tæt på at levere samme lytteoplevelse som en normalt hørende person ville opleve i det mest udfordrende situationer.
Søren Nielsen, adm. direktør, Demant | Foto: /Ritzau Scanpix/Niels Hougaard
Søren Nielsen, adm. direktør, Demant | Foto: /Ritzau Scanpix/Niels Hougaard
AF RITZAU FINANS

Med lanceringen af topproduktet Oticon Opn S skal danske Demant igen ud at fortælle en ny historie til audiologerne og brugerne.

En af de klare ændringer i Oticon Opn S, der afløser Oticon Opn, er nemlig evnen til bedre at undgå såkaldt feedback - eller hylen i høreapparatet - når lydmiljøet omkring brugeren ændrer sig.

Tidligere har de fleste høreapparatproducenter løst det problem ved at skrue ned for mikrofonerne for at annullere den generende hyletone, men den udfordring mener Demant nu at have løst med Oticon Opn S.

Det har ellers længe været manges opfattelse, at der ikke var noget problem med feedback i sektoren, og derfor kræver det en stor markedsføringsopgave at sælge budskabet om Oticon Opn S.

"Det er lidt ligesom med Oticon Opn, hvor vi skulle ud at sige, at vi lige havde brugt 20 år på at forklare, at direktionalitet i mikrofonerne var virkelig fantastisk, men så skulle det pludselig ikke være en del af produktet længere," siger Søren Nielsen, der er administrerende direktør hos Demant, i et interview med Ritzau Finans.

"Der er en tilsvarende opgave her, fordi vi skal bryde den traditionelle opfattelse. Det er ikke, fordi der er et feedback-problem. Det er fordi, at det, der hidtil har gjort, at der ikke er et feedback-problem, har betydelige sideeffekter. Nu har vi et produkt, hvor vi har formået at løfte låget af det og vise, at vi kan gøre det meget bedre. Det er måske også et meget godt bevis for, at der har været et problem," uddyber han.

Meget vigtig tilføjelse

Netop af den grund er Demant selv ganske godt tilfreds med tilføjelsen, der ifølge selskabet selv løfter Oticon Opn S op på et niveau, hvor apparatet er tæt på at levere samme lytteoplevelse som en normalt hørende person ville opleve i det mest udfordrende situationer.

Det er formentlig også den primære grund til, at hele 96 pct. af Oticon Opn-brugerne i et studie udført af Demant selv foretrækker Oticon Opn S frem for forgængeren.

Brudt ned i faktiske tal svarede 23 ud af 24 testpersoner med forskellige grader af høretab, at de fandt Oticon Opn S "betydeligt" eller "noget" bedre end forgængeren.

"Feedback er noget af det værste, en bruger kan komme ud for, så det må helst ikke ske. Derfor har det været bedre at lave en form for løsning på det. Gain-reduktion har hidtil været den mest effektive, så det er den, alle har brugt," forklarer Ole Asboe Jørgensen, der er administrerende direktør for Demants hovedbrand inden for høreapparater, Oticon, i et interview med Ritzau Finans.

"Alle bevægelser med kæbemusklerne - eksempelvis hvis du tager et bid af et æble, har hånden på ansigtet eller har en hat på - påvirker høreapparatet. Der ville man med tidligere løsninger typisk få en gain-reduktion, men det er ikke det, man oplever. Man oplever bare, at taleforståelsen bliver sværere, fordi der bliver skruet ned," siger Oticon-direktøren.

Han peger på, at den nye tilføjelse derfor har været med til at løfte taleforståelsen i Oticon Opn S.

"Man mister helt sikkert op til 30 pct. af de talesignaler, der er i omgivelserne, når man laver en gain-reduktion. Det er lig med, at taleforståelsen er vanskeligere, og at man skal anstrenge sig mere for at høre," siger Ole Asboe Jørgensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også