Australsk WDH-rival og GN-partner øger overskuddet - patentsag truer

Cochlear, som arbejder sammen med danske GN, men sælger produkter, der konkurrer med William Demants, har haft god fremgang i første halvår, men en stor patentsag spøger i kulissen.
Foto: Cochlear PR
Foto: Cochlear PR
AF RITZAU FINANS

Australske Cochlear, der - som navnet antyder - tjener sine penge på primært cochlear-implantater, noterede sig stor fremgang i første halvår af regnskabsåret 2018/19.

En stor amerikansk patentsag, hvor selskabet lige nu står til en stor bøde, lurer dog stadig i baggrunden og er fortsat et åbent spørgsmålstegn i forhold til regnskabsbøgerne.

I første halvår af regnskabsåret solgte Cochlear for 711,9 mio. australske dollar - en fremgang på 11 pct. fra 639,6 mio. australske dollar i den tilsvarende periode et år tidligere. Målt i faste valutakurser steg salget med 6 pct.

Fremgangen dækker over en tilpasning af 16.740 cochlear-implantater i perioden, hvilket er en stigning fra 15.972 enheder i første halvår 2017/18.

Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) steg samtidig til 177 mio. australske dollar fra 160,4 mio. australske dollar et år tidligere, mens nettooverskuddet voksede til 128,6 mio. australske dollar fra 110,8 mio. australske dollar - et løft på 16 pct.

Det sørger også for, at Cochlear løfter sin samlede udbyttebetaling for halvåret med 11 pct.

Har apellereret afgørelse i stor patentsag

Der kan dog blive gjort indhug i finanserne hos Cochlear senere, hvis en afgørelse fra en amerikansk domstol i begyndelsen af november sidste år ender med at stå ved magt.

Her blev det australske selskab nemlig idømt en stor bøde i en patentsag på det amerikanske marked anlagt af Alfred E. Mann Foundation for Scientific Research og Advanced Bionics, der er ejet af verdens største høreapparatproducent, schweiziske Sonova.

Afgørelsen pegede på en regning på samlet 268 mio. dollar - svarende til 377 mio. australske dollar eller 1,77 mia. kr. med aktuelle valutakurser.

Cochlear er dog ikke enig i afgørelsen og har derfor appelleret den. Den sag ventes afgjort inden for to år fra afgørelsen i november sidste år, og dermed har sagen fortsat umiddelbart lange udsigter.

Som en del af afgørelsen har Cochlear dog skullet stille sikkerhed for erstatningsbeløbet, og derfor har selskabet udstedt en ny selskabsobligation på 335 mio. dollar. Samtidig er sagen nu opført som eventualforpligtelser i Cochlears regnskabsbøger.

Sagen har i forvejen flere år på bagen og drejer sig om fire overtrædelser af to patenter, men sagen har taget flere drejninger ved forskellige retsmøder undervejs.

De pågældende patenter er nu udløbet, og derfor får sagen - uanset det endelige udfald - ingen effekt på Cochlears fremtidige forretning i USA, fastslog selskabet allerede ved afgørelsen i november.

Cochlear er verdens største producent af cochlear-implantater og er ud over Advanced Bionics i konkurrence med blandt andet danske William Demant Holdings kirurgiske division, Oticon Medical, der også fremstiller cochlear-implantater.

Samtidig har selskabet også en samarbejdsaftale med GN Hearing, der ikke selv producerer cochlear -implantater. Samarbejdet bygger på patienter, der får et implantat på det ene øre og et høreapparat fra det danske selskab på det andet.

Cochlear står til stor bøde i patentsag

GN-partner investerer knap 100 mio kr i belgisk medicoselskab  

WDH-direktør om implantat-forretning: Naturligt at skalere ned, hvor det går dårligt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også