Finanshus løfter mål for WDH-aktie med knap 30 pct

Tyske Berenberg ser stadig stort potentiale i høreapparatsproducenten William Demant.
Foto: WDH, PR
Foto: WDH, PR
AF RITZAU FINANS

Efter en kursmæssig god periode er William Demant Holding gået hen og er blevet en dyr aktie, og det ændrer sig formentlig ikke lige foreløbig.

Sådan lyder vurderingen hos tyske Berenberg, der begrunder analysen med gode fremtidsudsigter for den danske producent af blandt andet høreapparater.

"William Demant er en dyr aktie. Det kan der ikke rigtig være diskussion om. Med et stærkt indtjeningsmomentum og få synlige forhold, som på den korte bane kan føre til en ændret vurdering, regner vi ikke med, at det vil ændre sig inden for den næste tid," skriver Berenberg i et notat.

Finanshuset er dog ikke blind for, at der er risici på den lange bane. Berenberg nævner øget konkurrence fra både inden for og uden for industrien samt en deregulering af det amerikanske marked som forhold, der skiller sig ud.

"Disse risici er dog ikke nye og har en relativt ubestemt tidsramme. Indtil investorerne begynder at regne med, at de her risici begynder at forme sig til noget mere konkret, så forventer vi, at William Demants aktier vil forblive dyre. Derfor fastholder vi vores "hold-"anbefaling af det, vi ser som en uberettiget værdiansættelse," skriver Berenberg.

Kursmålet får dog ikke lov at blive stående, da Berenberg løfter det til 265 kr. fra 205 kr. William Demant-aktien har haft et fremragende år, hvor den er steget med knap 80 pct.

Onsdag sluttede aktien igen i rekord, da den steg med 1,9 pct. til 311,40 kr. Torsdag lidt før middag ser rekordstimen ud til at fortsætte, da aktien løfter sig yderligere 1,6 pct. til 316,40 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også