Semaglutid giver Novo ny anbefaling fra norsk storbank

Novo Nordisks nye lægemiddelkandidat semaglutid glitrer tillokkende nok til, at den norske storbank DNB løfter sin anbefaling til det danske selskabs aktie trods et lidt skuffende tredje kvartal.
Foto: /ritzau/Stine Tidsvilde
Foto: /ritzau/Stine Tidsvilde
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisk er tilbage på købslisten hos norske DNB, der løfter anbefalingen til "køb" fra "hold". Samtidig hæves kursmålet til 370 kr. fra 340 kr., viser et notat fra banken.

Løftet kommer oven på onsdagens kvartalsregnskab fra Novo.

"Salget i tredje kvartal skuffede en smule, og det foreløbige forventningsinterval for 2018 om lav til midt encifret organisk vækst i omsætning og driftsresultat var bredere, end vi havde forudset. Imidlertid mener vi, at usikkerheden er reduceret og fokus i højere grad vil vende sig mod Novo Nordisks pipeline og juvelen semaglutid," begrunder DNB.

Banken peger på, at der er udsigt til en uændret driftsmargin næste år - hvilket kan læses ud af, at omsætning og driftsresultat ventes at stige med samme takt - og regner med, at det vil styrke tilliden til Novos langsigtede udsigter.

Tiltro til semaglutid

I forhold til Novos ugentlige GLP-1-analog semaglutid, så estimerer DNB, at semaglutid både som injektion og senere som tablet kan medvirke til at løfte GLP-1-markedets andel af det samlede amerikanske diabetesmarked til 20 pct. i 2022. De seneste tal fra analysehuset IMS viser, at lægemiddelklassen ved udgangen af august havde en andel af markedet på 13,4 pct. målt i værdi.

"Forudsat godkendelse estimerer vi en væsentlig stigning i Novos GLP-1-salg og estimerer, at introduktionen af semaglutid som injektion og i tabletform vil tilføje gennemsnitligt 3 pct. årlig vækst på koncernniveau frem til 2022," skriver DNB og uddyber:

"Indledningsvist venter vi moderat vækst i 2018 som følge af begrænset forsikringsdækning, men anser hverken vores eller konsensusestimater for 2018 for urealistiske, da de svarer til en markedsandel på 10 pct. ved udgangen af året, lig det Trulicity (Eli Lillys konkurrerende produkt, red.) opnåede efter et år."

Aktien i Novo stiger torsdag 1,3 pct. til 323,70 kr. efter en stigning på 0,3 pct. onsdag, hvor Novos kvartalsregnskab også var krydret med en lille opjustering af forventningerne til driftsresultatet til 2017.

Novo venter nu en salgsvækst på 2-3 pct., og stigningen i resultatet af primær drift ventes at lande i intervallet 3-6 pct. målt i lokal valuta.

Tidligere ventede Novo en salgsvækst i intervallet 1-3 pct. målt i lokal valuta. Forventningen til resultatet af primær drift svingede fra en stigning på 1 pct. til en stigning på 5 pct.

 Novos kursmål løftes efter regnskab

 Novos kassemester affejer trussel fra fransk prisbombe

 Novo-topchef om politisk pres i USA: ”Vi har ikke noget at skjule” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også