AstraZeneca indgår immunonkologiaftale med NewLink

Det amerikanske biotekselskab NewLink Genetics skal nu teste sin eksperimentelle IDO-hæmmer med AstraZenecas PD-L1-hæmmer Imfinzi i patienter med bugspytkirtelkræft.
Foto: AstraZeneca/PR
Foto: AstraZeneca/PR

Den britiske medicinalkoncern AstraZeneca og det amerikanske biotekselskab NewLink Genetics, der nok er bedst kendt for at have udviklet en ebola-vaccine sammen med Merck/MSD, har indgået et nyt samarbejde på kræftområdet.

Det skriver FierceBiotech.

Gennem aftalen vil man undersøge en kombinationsbehandling med AstraZenecas PD-L1-hæmmer Imfinzi (durvalumab) og NewLinks eksperimentelle IDO-hæmmer indoximod mod kræft i bugspytkirtlen. De to selskaber vil til at begynde med deles om udgifterne til et fase 2-studie, som skal foretages af biotekselskabet.

Her vil man teste de to immunonkologiske midler sammen med et udbredt kemoterapiregime bestående af midlerne Abraxane og gemcitabine og sammenligne det med behandling med kemoterapien alene. Samtidig vil en mindre gruppe af patienter blive behandlet med Imfinzi og de to kemomidler.

Terapeutiske antistoffer rettet mod proteinerne PD-1 og PD-L1 har i de senere år revolutioneret behandlingen af en lang række kræftformer, og på det seneste er flere selskaber begyndt at undersøge om IDO-hæmmere kan øge effekten af disse midler.

Længst fremme på området er førnævnte Merck, som undersøger sin PD-1-hæmmer Keytruda sammen med IDO-midlet epacadostat fra Incyte, men her er fokus primært på behandling af modermærkekræft. Ifølge Fiercebiotech undersøger NewLink også indoximod i den indikation sammen med både Keytruda og Bristol-Myers Squibbs Opdivo i et fase 2-studie.

Biotekselskabet har dog haft visse problemer på området. Tidligere i år fejlede indoximod i et fase 2-studie inden for brystkræft, mens partneren Roche kort tid efter gav rettighederne til en anden IDO-hæmmer, GDC-0919, tilbage til NewLink.

Det skete efter skuffende kliniske data fra et kombinationsstudie med kandidaten og Roches PD-L1-hæmmer Tecentriq.

 Roche dropper milliardaftale med amerikansk biotekselskab 

 Merck starter nye kombinationsstudier med Lilly og Incyte 

 Medicinalgiganter fremlægger hudkræftdata på ESMO 

 Immunrivaler viser effekt i nye kombinationer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også