Nestlé nedlægger 450 arbejdspladser i hudplejeselskab

Fødevarekæmpen Nestlé vil fjerne 450 F&U-stillinger i dermatologiselskabet Galderma, som man overtog for tre år siden. Det skyldes blandt andet det øgede fokus på biologiske lægemidler mod hudsygdomme, som man har set i industrien i de senere år.
Foto: PR/Nestlé
Foto: PR/Nestlé

Det schweiziske hudplejeselskab Galderma skal være mere effektivt, og derfor nedlægger dets ejer Nestlé nu størstedelen af arbejdspladserne ved et af selskabets centre for forskning og udvikling i den sydlige Frankrig.

Det skriver Reuters.

Storkoncernen har således annonceret planer om at sløjfe 450 af de 550 F&U-stillinger ved faciliteterne, som ligger lidt uden for byen Nice.Det er ifølge nyhedsbureauet et forsøg på at effektivisere hudplejeselskabet, som hører under datterselskabet Nestlé Skin Health, i en tid, hvor væksten er kommet under pres i koncernen.

Men beslutningen skal også ses i lyset af de ændringer, der foregår på markedet for behandling af hudplejesygdomme. Traditionelle topiske behandlinger som cremer og salver er gledet i baggrunden til fordel for nye biologiske lægemidler, som tilbyder systemiske behandlinger mod sygdommene.

Det har allerede tvunget flere af de traditionelt store aktører på området til at ændre deres fokus, herunder danske Leo Pharma, som i de senere år er sprunget ind på området for biologiske lægemidler.

Nestlés plan er nu ifølge Reuters at samle sin udvikling af receptpligtig medicin ved ét forskningscenter, som man endnu ikke har besluttet, hvor skal ligge. Omkring 100 af de ansatte fra faciliteterne i Nice vil blive tilbudt job der, mens resten må kigge sig om efter et nyt sted at arbejde.

I løbet af de kommende 12 måneder vil koncernen beslutte, om visse aktiviteter kan køres videre i Sydfrankrig, eller centret skal lukkes helt ned.

 Rival følger efter Løven med biologisk fokus 

 Fødevarekæmpe finder ny topchef til hudplejeafdeling 

 Nestlés nye hudplejechef mødte aldrig op 

 Nestlé skifter direktør for dermatologienhed 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også