Analytiker: Victoza får stor fordel af hjerte-kar-godkendelse

Novo Nordisks Victoza vil fremover være være det eneste diabetesmiddel i GLP-1-klassen, der har vist sig at reducere risikoen for hjerte-kar-hændelser. Det er en stor konkurrencemæssig fordel for den danske diabetesgigant, lyder vurderingen fra Sydbank.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Godkendelsen af Victozas hjerte-kar-fordele giver Novo Nordisk bedre kort på hånden i konkurrencen med rivalen Eli Lilly på det amerikanske marked for diabetesmidler i GLP-1-klassen.

Det vurderer analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen, efter at Novo sent fredag eftermiddag kunne fortælle, at den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har godkendt, at Victoza nedsætter alvorlige hjerte-kar-hændelser i patienter med type 2-diabetes og konstaterede hjerte-kar-problemer.

"Godkendelsen af Victoza i den nye indikation er efter vores vurdering en stor konkurrencemæssig fordel," skriver Søren Løntoft Hansen i et notat.

Victoza vil fremover være det eneste middel i klassen af GLP-1-midler, der har vist sig at reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser, og det vil være et vigtigt salgsargument for Victoza, der taber markedsandele til Eli Lillys ugentlige GLP-1-middel Trulicity.

Siden lanceringen af Trulicity i slutningen af 2014 har Victoza, der skal tages en gang dagligt, godt nok haft pæn vækst i salget, men Trulicity er vokset langt hurtigere, og Victozas markedsandel er skrumpet til lige under 45 pct. fra 66 pct. af GLP-1-markedet.

"Victozas nye indikation vil efter vores vurdering bremse tabet af markedsandele i GLP-segmentet, og sikre Novo Nordisk en fortsat ledende position på markedet for GLP-1 midler inden en potentiel godkendelse af selskabets nye ugentlige GLP-1-middel, Semaglutid," vurderer Søren Løntoft Hansen.

Uenig i bekymring

Udvidelsen af indikationen for Victoza gælder kun patienter med type 2-diabetes og konstaterede hjerte-kar-problemer, og enkelte analytikere har tidligere udtrykt bekymring over, at det kun er denne mindre patientgruppe, der omfattes af udvidelsen.

"Vi udelukker ikke, at dele af aktiemarkedet anser patientpopulationen, for hvilken Victozas nye indikation gælder, for snæver. Vi er uenige i den fortolkning," skriver Søren Løntoft Hansen.

"Vi vurderer, at hvis det lykkes Novo Nordisk at overbevise lægerne om, at de skal bruge Victoza til behandling af diabetikere med konstateret hjerte-kar-sygdom, kan vi ikke se hvorfor de samme læger ikke også vil bruge Victoza til behandling af diabetikere uden konstateret hjerte-kar-tilfælde - velvidende at diabetikere har markant højere risiko for hjerte-kar-tilfælde end ikke-diabetikere," skriver Sydbank-analytikeren.

Han venter en moderat positiv kursreaktion i Novo-aktien mandag relativt til den generelle udvikling i aktiemarkedet.

Afgørelsen fra den amerikanske lægemiddelstyrelse var dog ventet, idet et ekspertpanel under FDA den 20. juni klart anbefalede at lade Victozas fordele fremgå af indlægssedlen. Det skete med stemmerne 17-2.

Godkendelsen bygger på hjerte-kar-studiet ved navn Leader, der blev gennemført i mere end 9000 type 2-diabetikere med høj risiko for hjerte-kar-tilfælde. I studiet reducerer Victoza risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser, det vil sige blodpropper, slagtilfælde, og hjerte-kar-død, med 13 pct.

Sydbanks anbefaling af Novo Nordisk er uændret "køb".

 Novo får vigtige hjerte-kar-data på Victozas indlægsseddel i USA

 Novos forskningschef: Semaglutid vinder altid

 Nyt Novo-præparat spås store muligheder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også