Novo lægger låg på snak om amerikanske priser

Novo Nordisk vil fremover ikke oplyse om forventninger til prisudviklingen på selskabets produkter i USA.
Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau
Foto: Jens Henrik Daugaard/Ritzau
AF RITZAU FINANS

Gennemsnitspriserne på det amerikanske marked vil falde næste år, men hvor meget priserne vil falde, ønsker Novo ikke at gå i detaljer med.

Dermed svæver svaret på et af de væsentligste spørgsmål, som analytikere og Novo-investorer stillede sig inden regnskabet, fortsat i det uvisse.

På en telekonference for pressen fastslog administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen, at investorerne heller ikke skal sætte næsen op efter yderligere detaljer om prispresset senere.

"Fremadrettet har vi ikke til hensigt at komme med eksplicit guidance om prisudviklingen, da vi mener, at det ikke giver et komplet billede af udfaldet af kontraktforhandlinger og vækstudsigterne at kommentere priserne isoleret," siger Lars Fruergaard Jørgensen og uddyber:

"Vi mener, at priserne bør ses i sammenhæng med volumen og produktmix."

Netop prisudmeldingen var ellers imødeset med spænding, da uroen om prisudsigterne for de kommende år har ligget og ulmet og skabt usikkerhed blandt analytikere, siden Novo for første gang i august sidste år meldte om prispres på det amerikanske diabetesmarked.

Dengang udspecificerede Novo det ventede prisfald i USA til 2-6 pct. i år og har senere præciseret tallene, så den nye udmelding er en kovending i forhold til praksis.

"Udmeldingen åbner for fortolkning og skaber fortsat usikkerhed om, hvorvidt nogle udenlandske analytikeres estimater om et prisfald på 5 pct. eller konsensus på cirka minus 3 pct. er det rigtige," siger analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Også lavere priser på langt sigt

Det er især Novos langtidsvirkende insuliner, der er ramt af skærpet konkurrence, og lavere priser - en udvikling, der tog fart sidste år, da konkurrenterne Eli Lilly og Boehringer Ingelheim lancerede det langtidsvirkende insulin Basaglar, der er en efterligning af verdens bedst sælgende insulin, Lantus, fra Sanofi.

Den billigere efterligning fortrængte Lantus fra et par af de store indkøbsforeningers tilskudslister, og selv om Novos midler ikke blev slettet af listerne, så er det blevet nødvendigt at file af priserne for at få aftalerne med de store amerikanske indkøbsforeninger i hus.

Men trods prisfaldet vokser Novo stadig i USA blandt andet båret frem af Novos nye langtidsvirkende Tresiba, pointerer Lars Fruergaard Jørgensen.

"Vi mener, at det vigtigt at se på den samlede forretning. Ser vi på det amerikanske marked, så voksede vores insulinsalg med 7 pct. i et miljø med ret skarp konkurrence og pres på priserne," siger Lars Fruergaard Jørgensen og fortsætter:

"Vi regner fortsat med lavere priser, men det er bare én komponent, volumen og produktmikset er andre. Når vi sælger Tresiba får vi en højere pris og margin, og når vi sælger Victoza bliver prisen og marginen højere endnu. Så det at forstå bevægelserne inden for produktporteføljen er vigtigere end at forstå priskomponenten."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også