Kite-studie rammes af dødsfald

Amerikanske Kite Pharma, der er blandt frontløberne inden for udvikling af nye celleterapier mod kræft, ser ud til at være blevet ramt af de samme problemer, som bremsede rivalen Juno Therapeutics.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det amerikanske biotekselskab Kite Pharma aflagde i starten af denne uge sit regnskab for første kvartal af 2017.

Efterfølgende har der ikke været så meget fokus på selskabets finansielle resultater i den internationale presse, som i stedet har fokuseret på en opdatering fra selskabet om den kliniske udvikling for hovedkandidaten KTE-C19.

Kandidaten tilhører en ny type af behandling mod kræft, hvor man udtrækker immunceller kendt som T-celler, inden man udstyrer dem med en særlig receptor (chimeric antigen receptor – CAR), multiplicerer dem og giver dem til patienter som en medicinsk behandling.

Kite afslørede i regnskabet, at en patient i dets senfaseprogram for kandidaten var gået bort efter at være blevet ramt af den samme slags hævelser i hjernen, som tog livet af flere patienter i rivalen Juno Therapeutics’ udviklingsprogram for deres hovedkandidat. Junos kandidat er efterfølgende blevet skrinlagt på grund af problemerne.

Dødsfaldet i Kites program, som skete i slutningen af april, betyder dog ikke, at nogen af de kliniske studier bliver sat i bero, og Kite har allerede informeret de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, om problemet. Det sagde selskabet ifølge Endpoints på en telekonference i kølvandet på kvartalsregnskabet.

Kites medicinske direktør, David Chang forklarede videre, at der var tale om en patient med refraktær non-Hodgkin lymfom, hvis sygdom var meget fremskreden og udviklede sig hurtig, og som havde ”mange symptomer fra tumoren”.

Men selvom Kite prøvede at nedtone begivenheden, så reagerede markedet prompte og ifølge FierceBiotech faldt aktien med op mod 15 pct. efterfølgende.

Selskabet kunne i øvrigt i sit regnskab melde om en omsætning der næsten var fordoblet fra 5,1 mio. dollars til 9,8 mio. dollars, mens nettotabet voksede i samme størrelsesorden fra minus 43,9 mio. dollars til 90,4 mio. dollars, særligt grundet stigende udgifter til forskning og udvikling.

Kite har for nylig færdiggjort sin ansøgning til FDA for KTE-C19. Her blev man dog slået på målstregen af schweiziske Novartis, som lige nøjagtig kom først med en ansøgning for et rivaliserende produkt.

 Novartis overhaler rival med ansøgning for celleterapi 

 Novartis’ celleterapi får ny særstatus 

 Kite flyver fra konkurrenterne 

 Nye dødsfald rammer Juno 

 Juno sagsøges for hemmeligholdt dødsfald 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også