Sydbank: ALK's regnskab er bedre end frygtet, men bundlinjen skuffer

ALK er ikke gået helt så meget tilbage i første kvartal, som Sydbank-analytiker Søren Løntoft havde frygtet, men ikke desto mindre imponerer bundlinjen ikke markedet, der er overrasket over selskabets store skattebetaling.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

ALK-Abellós kvartalsregnskab er umiddelbart bedre end ventet, vurderer Sydbank, der hæfter sig ved, at ALK ikke er gået helt så meget tilbage, som man kunne frygte, efter at konkurrenten Stallergenes Greer er kommet op i omdrejninger igen.

I første kvartal sidste år var Stallergenes Greer ramt af et produktionsstop, der løftede ALK's omsætning og indtjening væsentligt. Justeret for en milepælsbetaling, der løftede salget i første kvartal sidste år, bakkede ALK's omsætning dog blot 7 pct. organisk til 789 mio. kr. i første kvartal i år.

Salget var lidt bedre end estimeret af analytikerne, der ifølge Bloomberg havde regnet med et omsætningsdyk til 770,8 mio. kr.

Samtidig var driftsresultatet, der faldt til 96 mio. kr. fra 236 mio. kr., bedre end ventet. Her havde analytikere forudset et resultat på knap 83 mio. kr. ifølge Bloomberg.

"Umiddelbart er regnskabet lidt bedre end frygtet. ALK var meget positivt påvirket af Stallergenes' produktionsstop i slutningen af 2015 og ind i 2016, så man må formode, at Stallergenes genvinder markedsandele," siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen og uddyber:

"Men resultatet er faktisk bedre end ventet, drevet af lidt lavere salgs- og distributionsomkostninger end jeg og markedet ventede."

Stallegenes' comeback dæmper dog sigtbarheden i 2017, hvor ALK fortsat venter en samlet omsætning på 2,8-3,0 mia. kr. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger EBITDA på omkring 300 mio. kr., påpeger Søren Løntoft Hansen.

Stor skattebetaling

Han er samtidig overrasket over ALK's bundlinje.

Første kvartal viste et overskud på bare 2 mio. kr., da ALK har måttet lægge hele 86 mio. kr. i skat svarende til en skattebetaling på 98 pct. af overskuddet før skat.

Og det kan være medvirkende til kursfaldet i aktien, der ligger 1,6 pct. nede i 1092 kr.

"Skal jeg komme med et bud, så skyldes det et lavt nettoresultat drevet af de øgede skattebetalinger og det faktum, at aktien har kørt godt de seneste par dage," siger Søren Løntoft Hansen.

Forklaringen på ALK's øgede regnskabsmæssige skattebetaling er den geografiske fordeling af indkomsten, siger koncernfinansdirektøren, Flemming Pedersen.

"ALK er i en fase, hvor vi har en underliggende forretning, som tjener rigtigt gode penge i nogle lande, hvor skattesatsen er relativt høj. Det gælder blandt andet Frankrig og USA," lyder det fra ham.

"Kigger vi så på koncernen, så har vi nogle meget store investeringer i vores fremtidige forretning, navnlig i vores tabletter i form af forskning og udvikling. Der har vi rettighederne liggende i Danmark, hvor skattesatsen er relativt lav, og det er selvfølgelig noget, som vil gavne os på langt sigt, når vi forhåbentlig får hul igennem med de nye produkter," siger Flemming Pedersen og uddyber:

"Så hvis jeg skal sige det lidt populært, så er vi lige nu et mix af en farma- og biotekforretning. Det betyder, at vi har en relativt lav overskudsgrad, fordi vi investerer meget i vores produkter, samtidig med at vi har en meget høj underliggende indtjening i nogle lande, hvor vi betaler skat."

 ALK's omsætning faldt i første kvartal

 ALK-Abello får godkendt tabletvaccine i Canada

 ALK-konkurrent fejler i vigtigt studie 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også