Novo lancerer Xultophy i USA

Efter forsinkelse på grund af Tresiba-lanceringen har Novo Nordisk nu sendt sit kombinationsprodukt Xultophy i salg på det amerikanske marked.
AF RITZAU FINANS

Novo Nordisk har onsdag lanceret diabetesmidlet Xultophy på det amerikanske marked.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Novo Nordisk i USA.

Xultophy er et kombinationsmiddel, der bygger på den storsælgende GLP-1-analog Victoza samt Novos nye langtidsvirkende insulin, Tresiba.

Lanceringen er ventet, idet Novo hidtil har meldt ud, at selskabet ville sende midlet på de amerikanske apotekerhylder i løbet af første halvår. Novo fik godkendt midlet allerede i november sidste år, men har udskudt lanceringen, da selskabet har haft travlt med at sikre en succesrig lancering af Tresiba.

Samtidig har Novo ikke lagt skjul på, at det i første omgang vil gennemføre en forholdsvis fokuseret lancering af Xultophy, da behandlingsprisen er forholdsvis høj.

Analytikere spår et salg af Xultophy på 3.330 mio. kr. i 2019, viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates op til regnskabet for første kvartal.

Xultophy, der allerede er på markedet i Europa, kommer i konkurrence med Sanofis kombinationspræparat Soliqua, der blandt andet bygger på en GLP-1-analog fra danske Zealand Pharma.

Lanceringen i USA vil blive gennemført med tilskud fra Novo, der giver egnede patienter rabatkuponer, således at deres egenbetaling højest løber op i én dollar om dagen.

 Novo-direktører: Både risiko og muligheder er mindre nu

 Magtfuld amerikansk indkøber stiller sig kritisk over for Novo-lancering

 Hård konkurrence har gavnet Novo Nordisks diabetessalg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også