Genmabs topchef gør sin vækstfilosofi klar

Jan van de Winkel sætter tal på, hvor mange af sine ansattes ægtefæller, han kender. Vi skal mødes på trapperne, siger topchefen om sin ledelsesstrategi.
Foto: Carsten Bundgaard
Foto: Carsten Bundgaard

Hos Genmab går der muligvis to skuffede medarbejdere rundt. For de er de eneste af biotekselskabets godt 200 ansatte, som adm. direktør Jan van de Winkel ikke kender navnet på.

Resten har han styr på, siger topchefen til Berlingske.

For det er en klar del af den 56-årige hollænders ledelsesfilosofi at kende sine medarbejdere. Så selv om der i den kommende tid skal ansættes flere såvel på hovedkontoret i København som i forskningscenteret i hollandske Utrecht og i afdelingen i den amerikanske by New Jersey, vil det ske i et glidende tempo. For kulturen i Genmab ville forsvinde, hvis staben pludselig blev fordoblet uden videre, siger han.

"Vi kommer helt sikkert ind i en fase, hvor vi vil vokse, men det kommer til at ske meget balanceret. Jeg er i København netop blevet introduceret til flere nye kollegaer, som jeg gerne vil lære at kende. Jeg er meget stolt over, at jeg stadig kan sige, at jeg kender navnene på 99 pct. af de ansatte i Genmab. Når det gælder omkring 40 pct. af medarbejderne, så ved jeg også, hvad deres ægtefæller eller børn hedder," siger Jan van de Winkel til Berlingske.

Helt konkret betyder ledelsesfilosofien også, at Genmabs ledere er spredt ud på flere etager på det hollandske forskningscenter. Hvilket også kommer til at ske, når biotekselskabets hovedkontor efter planen rykker til en ny og større adresse i København senere i år. Devisen er, at de ansatte – og hollænderen selv – skal interagere og udveksle ideer med hinanden, når de mødes på trapperne, siger han til avisen.

En ikke nævnt følgevirkning ved spredningen kan naturligvis også være forbedret benmuskulatur hos de ansatte. På den måde kan de muligvis følge med Genmabs aktiekurs, der siden Jan van de Winkels tiltrædelse som topchef i juni 2010 er sprunget fra kurs 57,4 til fredag at ramme 1400 kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også