Lundbeck-direktør: Nye eksaminer nærmer sig

Der er flere vigtige begivenheder for Lundbeck i år. Blandt andet afventer man i første halvår en vigtig tilbagemelding fra FDA på antidepressivet Trintellix samt fase 3-data fra selskabets Alzheimers-middel Rexulti, lyder det fra forsknings- og udviklingsdirektør, Anders Gersel Pedersen.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

En vigtig tilbagemelding fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, vedrørende antidepressivet Trintellix samt fase 3-resultater med lægemidlet Rexulti i patienter med Alzheimers sygdom er de væsentligste begivenheder, som Lundbecks forsknings- og udviklingsdirektør, Anders Gersel Pedersen, regner med, at kunne fortælle om i 2017.

Først på dagsorden er en tilbagemelding fra FDA om Trintellix. Et uafhængigt ekspertpanel anbefalede i februar 2016 med stemmerne 8-2, at FDA bør anerkende, at Trintellix kan bruges til styrke depressionspatienter kognition, eller evne til at huske og bearbejde information.

FDA vendte dog ikke desto mindre i første omgang tommelen nedad, men Lundbeck og FDA har fortsat drøftelserne, og de amerikanske myndigheder kommer snart med endnu en vurdering af de supplerende oplysninger, Lundbeck siden har sendt ind.

"Vi regner med, at vi inden udgangen af første kvartal får et svar. Så vil der komme enten hvid eller sort røg ud," siger Anders Gersel Pedersen til Ritzau Finans.

Hvordan tilbagemeldingen vil lyde, er dog umuligt at sige, oplyser han.

Markedsføringsmæssigt kan en udvidet godkendelse af Trintellix til behandling kognitiv dysfunktion stille Lundbeck bedre.

"Det er vigtigt i det amerikanske marked, for i og med at vi ikke må markedsføre det, så dæmper det den vækst, vi ellers kunne få med Trintellix i USA," siger Lundbecks adm. direktør Kåre Schultz.

Fra Lundbecks sene pipeline, det vil sige de studier, der er i den afgørende kliniske fase 3, er der relativt få nyheder på programmet.

"Vi får nyt om Brexpiprazol i Alzheimers. Derudover vil der ikke komme nye data for andre fremskredne projekter. Dog kan der selvfølgelig komme studiestart for nogle tidlige projekter, hvor vi vil starte med at rekruttere patienter," siger Anders Gersel Pedersen.

Data fra fase 3-studiet med Brexpiprazol til behandling af agitation- eller de vredesudbrud - der ofte følger med Alzheimers sygdom ventes midt på året.

"Den er rykket lidt frem. Vi har haft en rigtig god indrullering af patienter," siger Anders Gersel Pedersen.

 Slutspurt fra Lundbeck sikrer stærkt år

 Lundbeck dropper Alzheimers-håb 

 Lundbeck har positiv kassebeholdning for første gang i to år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også