Effekten af nye kræftlægemidler varierer meget

Der er stor forskel på, hvad man får for pengene i forhold til effekt, når det gælder nye kræftlægemidler. Det viser en undersøgelse af 63 kræftlægemidler, der er kommet på markedet mellem 2003 og 2013.
Foto: Charles Rex Arbogast/AP
Foto: Charles Rex Arbogast/AP

Der godkendes mange nye kræftlægemidler i disse år, men selvom de tilsammen øger kræftpatienternes overlevelse, er der stor forskel på fordelene ved de nye midler.

Det skriver Reuters, som citerer en undersøgelse bragt i det videnskabelige tidsskrift Jama Oncology.

Forskerne bag undersøgelsen har kigget nærmere på 62 kræftlægemidler godkendt i USA og Europa mellem 2003 og 2013. De har fundet ud af, at lægemidlerne samlet set forlænger patienternes overlevelse med i gennemsnit 3,5 måneder i forhold til behandlinger, der var på markedet i 2003.

Men for næsten en tredjedel af midlerne var der ikke bevis for, at de øgede overlevelsen, når man sammenlignede dem med alternative behandlinger.

”Vores resultater peger på, at nye kræftbehandlinger ikke altid giver patienterne større kliniske fordele eller mindre risici i forhold til eksisterende behandlinger,” skriver Elias Mossialos fra London School of Economics and Political Science til Reuters. Han er en af forskerne bag undersøgelsen.

Det har dog været vanskeligt for forskerne at evaluere værdien af lægemidlerne, fordi der ikke er data for alle midlernes fordele og risici.

Ud af de 62 lægemidler, forskerne kiggede på, var der data fra Storbritannien, Frankrig og Australien, som har evalueret 53 af midlerne. Næsten 80 pct. af dem viste forbedringer i forhold til overlevelse, livskvalitet og bedre sikkerhed.

23 af midlerne viste en forlænget overlevelse på tre måneder eller mere. Seks af midlerne forlængede overlevelsen med mindre end tre måneder, og otte midler forlængede overlevelsen med et ukendt tidsrum. For 16 af midlerne var der ikke bevis for, at de var bedre end de eksisterende behandlinger.

Forskerne påpeger i en mail at overlevelsesraten afhænger meget af hvilken kræfttype behandlingen retter sig mod. Mens midlerne mod kræft i skjoldbruskkirtlen ikke viste længere overlevelse, gav midlerne mod brystkræft en gennemsnitlig overlevelse på 8,5 måneder.

22 af midlerne gav en forbedret livskvalitet, mens 24 af dem gav dårligere patientsikkerhed i form af bivirkninger.

 Hjemlige priser på kræftmidler stiger kraftigt

 NICE har givet bredere adgang til en række kræftmidler

 Britisk kræftfond kommer op i gear igen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også