Vigtig afgørelse nærmer sig for Zealand

En afgørelse venter lige rundt om hjørnet for Sanofi og dermed også danske Zealand Pharma på, om kombinationspræparatet Iglarlixi bliver godkendt i USA.
AF RITZAU FINANS

Afgørelsens time nærmer sig for Zealand Pharma i USA, hvor partneren Sanofi formentlig snart får en tilbagemelding på sin markedsføringsansøgning for kombinationspræparatet Iglarlixi.

Diabetes 2-midlet bygger på Adlyxin, der er opfundet af Zealand Pharma, samt Sanofis storsælgende langtidsvirkende insulin, Lantus.

Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, ventes at komme med en afgørelse i november, efter at styrelsen ifølge en meddelelse fra Sanofi dateret den 19. august udskød behandlingstiden med tre måneder og udbad sig yderligere oplysninger om det pensystem, som er designet til Iglarlixi.

For Zealand Pharma vil en godkendelse have stor betydning.

"Det helt store for os i Sanofi-samarbejdet er helt klart den her Iglarlixi-godkendelse, som forhåbentlig kommer. Den bliver uden tvivl vigtig for os, men også for Sanofi," sagde Zealands topchef Britt Meelby Jensen i sidste uge til Ritzau Finans.

På aktiemarkedet hersker der tydeligt håb om en godkendelse.

Onsdag midt på eftermiddagen steg Zealand Pharma-aktien pludseligt til vejrs og sluttede 12,7 pct. højere. Siden er det blevet til en stigning torsdag på 1,4 pct. og en fremgang på yderligere 3,1 pct. fredag middag til 116 kr. Største nettokøber i perioden har været Kepler Capital Markets.

Analytikere estimerer ifølge Bloomberg News, at Sanofi vil sælge Iglarlixi for 7,4 mio. euro i år stigende til 541,3 mio. euro i 2019.

Zealand kan se frem til lave tocifrede royalties af salget. Dertil kommer indtægter fra salget af Adlyxin, som Sanofi har indikeret vil blive lanceret sideløbende med Iglarlixi i USA.

 Zealand og Sanofis diabetes-kombo nærmer sig EU

 Zealand henter trecifret millionbeløb

 Zealand Pharma får rebound efter aktiesalg til rabatkurs 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også