Sydbank: Stærk styring af ALK's udgifter sikrer pæn indtjening

Det er især ALK's flotte indtjening, som fanger Sydbank-analytiker Søren Løntofts blik i selskabets regnskab for tredje kvartal. Han holder dog også øje med USA, hvor der fortsat er usikkerhed om selskabets udvikling.
Foto: Sydbank/PR
Foto: Sydbank/PR
AF RITZAU FINANS

Der er ganske fine takter i regnskabet fra allergivaccineselskabet ALK-Abelló, hvor især indtjeningen springer i øjnene takket være en pæn styring af omkostningerne.

Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, efter at selskabet torsdag har opjusteret forventningerne til hele året for fjerde gang på stribe.

"Salget i tredje kvartal er lidt under forventningerne, men der er trods alt tale om en pæn vækst, og det sikrer en god indtjening, når man også har en god omkostningsstyring. Opjusteringen var ventet, men den er lidt højere end ventet indtjeningsmæssigt," siger Søren Løntoft Hansen.

ALK-Abelló løftede salget - organisk - med 17 pct. i tredje kvartal og opjusterer, så det nu venter et driftsoverskud før af- og nedskrivninger og særlige poster, EBITDA, på over 650 mio. kr.

Det er mere end 200 mio. kr. højere end starten af året og 50 mio. kr. højere end den tidligere forventning.

Fransk fremgang

Opjusteringen skyldes især gode takter i Europa, hvor ALK's største franske konkurrent, Stallergenes, tidligere er løbet ind i problemer og har måttet stoppe sin produktion i Frankrig i flere måneder.

Det har siden da har givet flere kunder i butikken hos ALK-Abelló, der samtidig melder, at det har været i stand til at holde på kunderne.

"Det tegner positivt i forhold til at holde på kunderne. Man kan godt håbe på, at flere læger i Frankrig har fået øjnene op for ALK og begynder at skrive flere recepter - også fremadrettet," siger Søren Løntoft Hansen.

Selv om det har været et år med gode finansielle resultater, har selskabets aktiekurs ikke kunne følge samme tempo, og det skyldes blandt andet, at ALK's partner på det amerikanske marked - medicinalgiganten Merck - trak stikket fra et samarbejde om at sælge allergitabletter i USA tidligere i år.

"Investorerne på aktiemarkedet ser med dæmpede øjne på aktien i øjeblikket, fordi der er usikkerhed omkring udviklingen i USA," siger Søren Løntoft Hansen og fortsætter:

"Der er to muligheder, hvor ALK enten selv kan stå for markedsføringen og sparke hul til markedet i USA, hvor man endnu ikke rigtig er begyndt at bruge tabletbaserede allergivacciner. Selskabet kan alternativt forsøge at finde en ny partner."

ALK-Abelló har endnu ikke meldt ud, hvordan selskabet nu vil gribe det amerikanske marked an. Søren Løntoft Hansen venter, at der kommer en udmelding i forbindelse med selskabets årsregnskab for 2016.

 ALK tjener stadig stort på konkurrents tab

 ALK gør klar til ny tabletansøgning i Europa

 Fransk ALK-rival sætter tal på styrtblødning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også