Jyske: Novos langsigtede mål for EBIT-væksten er i fare

Prispres og øget konkurrence er ifølge Jyske-analytiker med til at sætte Novo Nordisks langsigtede indtjeningsmål under pres.
Af RITZAU FINANS

Et stigende prispres i USA kombineret med øget konkurrence på insulinmarkedet vil lægge yderligere pres på Novo Nordisks vækst i omsætning og indtjening i de kommende år.

Det vurderer senioranalytiker i Jyske Bank Frank Hørning Andersen, der i sidste uge mødtes med Novo Nordisk og efterfølgende har sænket sin anbefaling af aktien til "køb" fra "stærkt køb". Desuden er kursmålet blevet rundbarberet til 350 kr. fra 465 kr.

"Vi vurderer, at Novos langsigtede mål om en EBIT-vækst på 10 pct. er i fare og vurderer ikke, at det er opnåeligt i lyset af vækstudfordringerne. Vi forventer en gennemsnitlig langsigtet EBIT-vækst på 8,3 pct.," skriver Frank Hørning Andersen.

Det er ikke mindst Eli Lilly og partneren Boehringer Ingelheims planlagte lancering af en efterligning af verdens bedst sælgende insulin, Lantus, der har fået konkurrencen i USA på markedet for langtidsvirkende insulin til at spidse til. Samtidig er Merck og Mylan på vej med nye versioner af Lantus.

Sideløbende har de amerikanske sygekassers rådgivere - de såkaldte Pharma Benefit Managers - nemlig indgået fusioner, der betyder, at de er blevet langt større og derfor også står stærkere i prisforhandlingerne med medicinalselskaberne.

"Konsolideringen inden for de amerikanske betalere har klart øget deres forhandlingsstyrke, og vi begynder nu at se en udelukkelse af patentbeskyttede produkter på listerne over anbefalede lægemidler," skriver Jyske Bank-analytikeren.

Han forudser, at franske Sanofis tilgang til det amerikanske marked kan blive mere aggressiv, efter at Lantus er blevet slettet af flere tilskudslister med virkning fra næste år. Det varsler i sig selv fortsat usikkerhed om priserne.

"Vi venter, at der fortsat vil være usikkerhed omkring Novo-aktien de næste seks måneder, blandt andet når den foreløbige prognose for 2017 præsenteres i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal 2016 og når de langsigtede forventninger opdateres i regnskabet for fjerde kvartal 2016," skriver Frank Hørning Andersen og fortsætter:

"Vi forventer, at den foreløbige guidance for 2017 vil være mildere end normalt i lyset af udskiftningen af den administrerende direktør. Guidance for 2017 kunne pege mod en midtencifret vækst i omsætning og EBIT."

At situationen også anses som alvorlig i Novo viser den netop varslede reduktion af medarbejderstaben med 1000 ansatte, svarende til 2,4 pct. af arbejdsstyrken.

 Rebien: Vi er nødt til at skære i forskning og i USA

 Sydbank: Sparerunde skal sikre Novo-indtjening på den lange bane

 Novo Nordisk i stor fyringsrunde

 Novo sænker langsigtet mål 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også