Bavarian indgår ny aftale med BMS

Bavarian Nordic udvider sin aftale med amerikanske Bristol-Myers Squibb, så man også skal undersøge potentialet i et yderligere kræftlægemiddel fra det danske selskab.
Foto: /ritzau/Philip Davali/
Foto: /ritzau/Philip Davali/

Bavarian Nordic meddeler mandag, at man har indgået en ny aftale med amerikanske Bristol-Myers Squibb, som også omhandler lægemidler inden for kræftbehandling.

Denne gang er der dog tale om en aftale i noget mindre målestok, da det handler om levering af BMS-midlet Opdivo til brug i et klinisk forsøg med Bavarian Nordics kræftlægemiddelkandidat CV301.

"Forsøget, der vil blive sponsoreret af Bavarian Nordic, vil indrullere cirka 160 patienter, og vil undersøge eventuelle fordele ved at kombinere CV301 med Opdivo i patienter med tidligere behandlet ikkesmåcellet lungekræft (NSCLC). OPDIVO er godkendt til anden-linjebehandling af patienter med NSCLC, samt en række øvrige indikationer," oplyser det danske biotekselskab i en fondsbørsmeddelelse.

Bavarian Nordic indgik i marts sidste år en eksklusivaftale med selv samme Bristol-Myers Squibb om Bavarians lægemiddelkandidat Prostvac til behandling af fremskreden prostatacancer. En aftale, der har en potentiel værdi af op mod 975 mio. dollars.

Starter senere i år

Denne gang er der dog ikke knyttet nogen umiddelbare økonomiske forpligtelser til samarbejdet mellem de to selskaber. Bavarian Nordic har fortsat alle kommercielle rettigheder til CV301.

"Vi er meget tilfredse med at indgå denne aftale med BMS. Vi har gennem længere tid haft vores øjne på potentialet for at kombinere vores kræftvacciner med checkpoint-inhibitorer, og nu er det ved at være en realitet, idet vi atter har været i stand til at indgå en aftale med det førende immunonkologi-selskab i verden, denne gang med henblik på at evaluere den potentielle synergi mellem vores programmer til fordel for patienter med lungekræft. Vi ser frem til at påbegynde forsøget senere i år, ” udtaler Paul Chaplin, adm. direktør i Bavarian Nordic.

Mens man altså allerede havde en samarbejdsaftale om Prostvac, som har et stort potentiale, så er forhåbningerne også høje til CV301, da det kan bruges til adskillige tumorindikationer. I kølvandet på indgåelsen af Prostvac-aftalen med BMS sidste år havde Paul Chaplin følgende at sige om lægemiddelkandidaten.

”Brystkræft, tarmkræft, lungekræft, listen er faktisk meget lang. Hvis vi indgik et partnerskab nu, så er mit syn, at vi ikke har tilstrækkelige data til få den fulde værdi af det aktiv. Vi har nogle interessante data inden for bryst- og tarmkræft, men er det nok til at få den sande værdi af et produkt, der måske har en værdi, som er fem gange så stor som Prostvacs? Vi skal have ført midlet videre i klinikken først, før vi evt. indgår partnerskabsaftaler.”

De data er man altså nu et skridt tættere på at sikre.

 Bavarian: Så begynder uret at tikke for BMS

 Bavarian indgår historisk mega-aftale om Prostvac 

 Friske Bavarian-millioner skal sætte skub i lovende projekter

 Bavarian sætter skub bag ny kræftkandidat 

 Nye direktører og selvtillid hos Bavarian 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også