Amerikansk begmand blæste ALK bagover

ALK-aktien dykkede onsdag med 18 pct. efter gårsdagens nyhed om, at selskabets amerikanske samarbejdspartner Merck har trukket stikket på deres partnerskab. Til gengæld var der gode nyheder for Veloxis.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Et farvel fra ALK-Abellós amerikanske partner gav kurstæsk for medicinalselskabet på det danske aktiemarked, der ellers var forholdsvis roligt onsdag.

Selskabets partner i USA, Merck, valgte at droppe samarbejdet om at sælge allergimedicin i USA efter en periode med lavt salg.

 Amerikansk partner dropper ALK

 "Lige da det sker, er det et slag i maven" 

Der har ellers været store forhåbninger til det amerikanske marked, og derfor reagerede investorerne markant ved at sende ALK-aktien ned med 17,6 pct. til 968 kr. - svarende til omkring 2 mia. kr. i tabt markedsværdi.

"Det giver en masse uro omkring ALK, at Merck ikke vil være med længere. Der er usikkerhed omkring, hvorvidt ALK skal finde en ny partner eller selv stå for salget i USA, men det sætter alt andet lige selskabet et stykke tilbage," siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

"Vi får ikke klarhed over situationen lige med det samme, og investorerne plejer at trække sig væk, når man har sådan en situation. Så jeg tror ikke, at man skal forvente, at aktien kommer tilbage lige med det samme - tværtimod," siger han.

Lundbeck dykker

Nordea-analytiker Michael Novod har allerede sænket sin anbefaling af ALK-aktien til "hold" fra tidligere "køb" og skåret sit kursmål til 938 kr. fra 1244 kr., viser data fra Bloomberg, mens amerikanske Jefferies kaldte nyheden for et "chok".

 Finanshus: ALK's partnertab er et "chok" 

Det generelle aktiemarked var omvendt langt mindre actionpræget. C20 Cap-indekset lukkede 0,1 pct. lavere i 1032,73.

I toppen sluttede A.P. Møller-Mærsk-aktierne, uden at der var nyheder til at forklare stigningen. B-aktien steg 1,7 pct. til 8655 kr.

I den nedre ende af C20 sluttede FLSmidth, der onsdag kunne se sin finske konkurrent Outotec fremvise et regnskab med tilbagegang på alle poster.

Resultaterne er pressede af, at kunderne - de store minekoncerner - i øjeblikket spinker og sparer, hvor det er muligt.

"Der var ikke noget positivt at læse. Outotec har det svært i øjeblikket, og det var et lidt skuffende regnskab, som smitter af på FLSmidth," siger Mads Zink.

FLSmidth-aktien dykkede 0,4 pct. til 268,60 kr. Længere nede sluttede Lundbeck-aktien med et fald på 2 pct. til 269,20 kr.

"Der har ikke været nogen nyheder fremme, men der har været en stor udenlandsk salgsordre, som har fået lov at presse aktien i et marked, som er præget af sommerferie."

"Samtidig er der pres på medicinalselskaberne i Europa generelt, og det kan også påvirke aktien," siger Mads Zink.

Veloxis-aktie i vejret

Uden for C20 var der fokus på Dong, da Danske Bank indledte dækning af aktien med anbefalingen "hold" og et kursmål på 295 kr. Aktien sluttede næsten uændret i 271,10 kr.

Der var også opmærksomhed på biotekselskabet Veloxis. Aktionærerne kan glæde sig over, at der ikke er brug for at hente friske penge på den korte bane, var meldingen på generalforsamlingen tirsdag. Aktien steg 10,9 pct. til 1,32 kr.

 Veloxis har ny bestyrelse på plads 

 Veloxis-aktien stiger med ny bestyrelse 

I samme sektor meddelte Bavarian Nordic, at det starter et forsøg med en vaccine mod gul feber, som dog bliver sponsoreret af en afdeling under det amerikanske sundhedsministerium. Aktien steg 3,3 pct. til 253,50 kr.

 Amerikanske sundhedsmyndigheder indleder forsøg med Bavarian-vaccine 

 Bavarian-direktør: Gul feber-vaccine er et forsøg med lille profit 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også