Amerikanske læger er til salg for en bid brød

Dyre golfrejser og vinsmagninger med konen er ikke nødvendige for at overbevise de amerikanske læger om at udskrive særlige lægemidler. En sandwich og en cola på kontoret kan gøre det, viser nyt amerikansk studie.
Foto: Matt Rourke
Foto: Matt Rourke

Gratis mad er god mad.

Det lader til at være devisen blandt nogle læger i USA. I hvert fald hvis man skal tro et studie offentliggjort i tidsskriftet JAMA Internal Medicine, som flere amerikanske medier citerer. Blandt andre The Wall Street Journal.

Studiet er en analyse af data fra offentlige amerikanske data for, hvad industrien betaler til læger, og lægernes udskrivning af receptpligtige lægemidler. Forskerne kiggede på betalinger og udskrivninger i 2013 for tre originale kardiovaskulære præparater og et antidepressiv, alle lægemidler, hvor der findes billigere alternativer.

Studiet viste, at selv læger, der kun havde fået et enkelt gratis måltid fra et medicinalselskab var mere tilbøjelige til at udskrive selskabets lægemiddel i forhold til, hvis de ikke havde fået noget. Og der var vel at mærke ikke tale om et gourmetmåltid, men et måltid, der kostede mindre end 20 dollars, altså ca. 130 kr., i gennemsnit.

Den amerikanske lægemiddelforening, Pharmaceutical Research and Manufacturers of America (PhRMA), mener, at undersøgelsen håndplukker læger, der udskriver en lille delmængde af al medicin for at fremme ”en falsk fortælling”.

Andre mener dog, at undersøgelsen viser, at betalinger og gaver til læger påvirker deres medicinske beslutninger og øger lægemiddeludgifterne, fordi det får lægerne til at udskrive de dyre originalprodukter frem for de billigere efterligninger.

I 2002 vedtog PhRMA en frivillig kodeks for industriens omgang med læger. I den hedder det sig, at virksomheder ikke må give billetter til for eksempel teatret eller sportsbegivenheder eller ferieture til nogen, der ikke er ansat af selskabet.

Men det er okay at give beskedne måltider til læger, og marketingsfolk fra medicinalselskaberne har rutinemæssigt fri mad og drikke med til lægerne på deres kontorer i forsøget på at komme i audiens. De inviterer også læger til gratis middage på restauranter for at høre andre læger fortælle om visse typer medicin. Ifølge industrien er der tale om uddanne lægerne i forhold til brugen af medicinen i den slags situationer.

GSK stopper samarbejde med danske læger 

Sanofi undersøger anklager om bestikkelse

Kinesiske nøglemedarbejdere skal afhjælpe korruption 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også