Effekten af Novos fedmemiddel kan forudsiges tidligt

Treårsdata for Novo Nordisks fedmemiddel Saxenda viser, at vægttabet efter 16 uger forudsiger lægemidlets effekt på den længere bane.
Foto: colourbox
Foto: colourbox
AF RITZAU FINANS

En analyse af treårsdata med Novo Nordisks vægttabsmiddel Saxenda viser, at vægttabet efter 16 uger sladrer om lægemidlets effekt på den lange bane.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Novo, der har fremlagt data fra analysen torsdag på den første europæiske fedmekonference i Stockholm.

Analysen viser, at de deltagere i studiet, som havde opnået et vægttab på 5 pct. eller mere efter 16 uger, også smed flere kilogram efter 160 uger, end de deltagere, der havde tabt mindre end 5 pct. Samtidig opnåede de større forbedringer i de hjerte-kar-mæssige risici.

Den treårige analyse når dermed frem til samme konklusion, som den etårige analyse af studiet, der tilsvarende konkluderede, at effekten efter 16 uger kan forudsige effekten på den længere bane.

De amerikanske lægemiddelmyndigheder har da også allerede indføjet den viden i sine retningslinjer for behandlingen. Således opfordres lægerne til at indstille behandlingen, hvis ikke patienten har tabt mindst 4 pct. af sin kropsvægt efter 16 ugers behandling.

I studiet havde omkring to ud af tre patienter, eller 68 pct., opnået et vægttab på mindst 5 pct. efter 16 uger. Gruppen af såkaldte "early responders" nåede herefter et gennemsnitligt vægttab på 8,6 pct. efter 160 uger. Gruppen af patienter, der ikke opnåede en tidlig effekt, havde til sammenligning tabt sig 2,9 pct. efter 160 uger.

Desuden oplevede "early reponders" på Saxenda forbedringer inden for en række glykæmiske mål og reduceret udvikling af type 2-diabetes.

"Resultaterne viser hvor vigtigt det er at identificere de patienter, som viser tidlig respons til Saxenda, da det kan indikere hvem, der har størst sandsynlighed for at opnå langsigtede fordele med Saxenda," siger Sten Madsbad, der er klinisk professor på Københavns Universitet og investigator i Saxenda-studiet, Scale.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også