Analytiker: Tillidserklæring til Genmab

Det er ifølge Jyske Bank-analytiker Frank Hørning Andersen en bekræftelse af potentialet og en tillidserklæring til daratumumab, at Janssen og Roche har indledt et nyt klinisk studie uden for multipel myelomatose.
Foto: Genmab, PR
Foto: Genmab, PR
Af RITZAU FINANS

Opstarten af nye studier med Genmabs kræftmiddel daratumumab over for solide tumorer er en bekræftelse på, at Genmab og partneren Janssen tror på mulighederne over for disse kræftformer.

Derimod er der næppe endnu børshuse, der tillægger studierne værdi i deres modeller. Det vurderer senioranalytiker i Jyske Bank Frank Hørning Andersen.

"Der har været nogle indikationer af, at daratumumab giver et mere generelt immunrespons, og det, at der nu indledes studier i solide tumorer, ser jeg som en bekræftelse og en tillidserklæring i forhold til, at man tror nok på den her del af den kliniske profil til, at man også tør igangsætte et studie," siger Frank Hørning Andersen.

På aktiemarkedet ligger Genmab tirsdag middag til en stigning på 2,8 pct. til 839 kr., hvilket giver biotekaktien førertrøjen i C20 Cap-indekset.

Fremgangen kommer, efter at Genmab mandag aften meldte om nye studier i den tidlige fase med kræftmidlet daratumumab, der skal testes i kombination med midlet atezolizumab, som er under udvikling af det schweiziske selskab Roche.

I det ene af studierne vil Janssen efter aftale med Roches amerikanske datterselskab Genentech undersøge virkningen af de to midler i kombination på patienter med en solid tumor.

Daratumumab er allerede godkendt til salg i USA under navnet Darzalax, men det er henvendt mod patienter med knoglemarvskræft, som allerede har været igennem mindste tre behandlingsforløb. Desuden undersøges det over for andre former for blodkræft, men det er første gang, at der indledes studier til behandling af solide tumorer.

Selve opstarten kommer dog ikke bag på Frank Hørning Andersen.

"Det er ikke en overraskelse. De har tidligere kommunikeret, at man formentlig ville indlede studier i solide tumorer. Men jeg tror ikke, at der er ret mange (børshuse, red.), der ligger med estimater på det. Så bliver det en succes, skal vi se Genmab handle til nogle helt andre værdier, for så skal vi lægge mere oven i," siger Frank Hørning Andersen.

Som led i aftalen mellem Janssen og Genentech, vil Genentech også ændre et igangværende fase 1b-studie, hvor man nu vil teste Genmabs daratumumab i kombination med sit eget atezolizumab, der er et antistof i klinisk udvikling, og her vil man se på effekten for patienter med knoglemarvskræft.

Genentech vil også teste Atezolizumab i kombination med daratumumab sammen med lenalidomid eller pomalidomid, der sælges under navnene Revlimid og Pomalyst, og som begge er lavet af Genmab-konkurrenten Celgene.

Studierne vil starte senere i år.

 ”Det er potentielt starten på en ny æra for daratumumab”

 Janssen og Roche i samarbejde om Genmab-middel

 Den dag champagnepropperne springer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også