Nyt kræftmiddel sikrede Genmab topplacering i C20

Det danske biotekselskab Genmab har med afstand været det bedste investorbekendtskab i det danske C20 Cap-indeks i år båret frem på en bølge af succes relateret til selskabets kræftmiddel Darzalex.
Foto: Genmab, PR
Foto: Genmab, PR
Af RITZAU FINANS

Det har været en dans på roser at være Genmab-aktionær igennem 2015. Med et samlet afkast på 154 pct. har biotekselskabet været det absolut bedste bekendtskab i det danske C20 Cap-indeks i år endda med flere længder ned til toeren, Vestas.

Succesen skyldes langt overvejende kræftmidlet, Darzalex, som - qua sine gode effekt i patienter med knoglemarvskræft - spås en lovende kommerciel fremtid. Analytikere havde allerede færten af, at noget stort var under opsejling i 2014, hvor Genmab også var et af de bedste bekendtskaber på aktiemarkedet og steg 70 pct.

Data fra fase 2-studiet, Sirius, offentliggjort i februar forstærkede blot indtrykket af, at Darzalex kan blive rigtigt stort. Siden er der offentliggjort endnu flere positive data på amerikanske konferencer i juni og december, og så har Genmabs partner Janssen ikke mindst fået godkendt Darzalex til markedsføring i USA. Det skete i november.

"Jeg tror, at en af de ting, som markedet ikke vidste ved indgangen til 2015, var, hvor stærk og engageret Janssen ville være som partner," siger Genmab-analytiker i ABG Sundal Collier, Andrew Carlsen, til Ritzau Finans.

Uhørt hurtigt

Han peger på, at godkendelsen af Darzalex kommer bare godt tre år efter, at Genmab og Janssen indgik samarbejdet om Darzalex. Samtidig kom godkendelsen i hus på baggrund af fase 1 og 2-data i relativt få patienter og inden gennemførelsen af de store fase 3-studier, der som absolut hovedregel er nødvendige for at sikre lægemiddelmyndighedernes blå stempel.

"Så det har været nærmest uhørt hurtigt, at Janssen har formået, at få Darzalex på markedet," siger Andrew Carlsen.

At det overhovedet var en mulighed skyldes, at Darzalex i 2013 havde fået status af såkaldt "breakthrough therapy" til behandling af knoglemarvskræft.

Ambitioner om ikonstatus

Med godkendelsen, der i første omgang gælder for patienter, der har gennemgået tre behandlingsforløb eller ikke har gavn af to af de mest benyttede behandlinger, kan Genmab se frem til tocifrede royalties af salget startende ved 12 pct. og stigende til 20 pct., når salget passerer 3 mia. dollar.

Det bliver Genmabs anden faste indtægtsstrøm ud over royalties fra salget af kræftmidlet Arzerra, og forventningerne i Genmab er, at Darzalex kan skabe et særdeles stærkt fundament for den fremtidige lægemiddeludvikling.

"Når vi giver vedvarende overskud, hvilket det er sandsynligt, at Daratumumab vil kunne sørge for, så kan vi tillade os at investere i vores egne produkter og holde fast i et ejerskab til produkterne på mindst 50 pct. eller mere og derved skabe et ikonisk biotekselskab," sagde Genmabs topchef, Jan van de Winkel, ved godkendelsen i november til Ritzau Finans.

Aggressivt estimat

Hos ABG Sundal Collier spås Darzalex et salg på knap 6 mia. dollar i 2025 stigende til hele 8 mia. dollar i 2032. Og dette estimat er alene i knoglemarvskræft.

"Det er et aggressivt estimat, men det kan sammenlignes med den salgsudvikling, vi har set for Revlimid (det bedst sælgende middel mod knoglemarvskræft, red.). Det omsætter i dag for omkring 6 mia. dollar, og jeg forventer, at Darzalex vil gennemgå nogenlunde samme salgskurveforløb," siger Andrew Carlsen.

Han ser blandt andet af den grund positivt på udsigterne for Genmab i 2016, hvor en række nye temaer også kan komme til sætte dagsordenen for aktien. Det gælder Darzalex' potentiale som behandling af lymfekræftsformen, non-Hodgkins lymfom, samt potentialet i teknologiplatformen Duobody, der bruges til udvikling af såkaldt bispecifikke antistoffer rettet mod forskellige dele af det samme target (sygdomsmål, red) eller to forskellige targets. Endelig tegner Genmabs eget Humax-TF-ADF, der er i fase 1, til behandling af solide kræfttumorer, lovende.

"Og for alle de områder gælder, at der er kurstriggere i 2016, da der kommer data, der kan medvirke til, at markedet begynder at tillægge de her produkter værdi," siger Andrew Carlsen.

 Nordea: Dem tror vi på i 2016

 Analytiker: Dansk kræftmiddel kan nå salg på 35 milliarder

 Danske: Genmab-middel tromler modstand ned

 Genmab-stifter tror på kurs 2000 inden for et år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også