Alm. Brand Markets: Stærk prognose løfter Coloplast-aktien

På trods af, at der var lave forventninger til Coloplasts regnskab, så stiger aktien alligevel pænt efter fremlæggelsen af årsregnskabet. Det er særligt selskabets prognose for overskudsgraden i 2015/2016 som løfter kursen.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
AF RITZAU FINANS

Efter tre nedjusteringer i løbet af 2014/15 var forventningerne i markedet til Coloplasts årsregnskab på forhånd dæmpede, og måske netop derfor tager medicokoncernens nye ret stærke prognose også aktiemarkedet med storm.

Aktien i Coloplast stiger med 5,6 pct. til 511 kr., hvilket ifølge analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen stort set alene har rod i Coloplasts forventning til overskudsgraden i 2015/16.

Coloplast venter en organisk vækst på 7-8 pct. mod ventet 8 pct. blandt analytikere, mens forventningerne til driftsmarginen er 33-34 pct. mod 32 pct. i faste valutakurser sidste år. Med andre ord venter medicokoncernen en forbedring på 1-2 pct.point, eller omkring det dobbelte af den langsigtede målsætning om en forbedring på 0,5-1 pct.point årligt.

"Den helt store overraskelse er deres forventning til overskudsgraden. De havde indikeret, at 32 pct. ville være deres udgangspunkt, så det er et meget stærkt signal at sende, og det minder lidt om de gode gamle dage, hvor Coloplast løftede marginen ganske meget," siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Han vurderer også, at selve kvartalsregnskabet er en smule bedre end ventet målt på top- og bundlinje. Derimod ligger forventningen til årets organiske vækst på 7-8 pct. i den nedre ende af Coloplasts langsigtede målsætning om en årlig vækst på 7-10 pct.

På den lange bane skal analytikerne dog ifølge Alm. Brands vurdering ud at løfte deres estimater til Coloplasts indtjening i de kommende med 3-4 pct., og alt andet lige burde det få aktien til at stige tilsvarende.

"Men vi har set en enorm volatilitet på regnskabsdagene i den senere tid, og når aktierne først begynder at stige, så ser vi lige for tiden en masse medløbere i markedet," vurderer Michael Friis Jørgensen.

Coloplast kom ud af fjerde kvartal med en omsætning på 3621 mio. kr. mod 3214 mio. kr. i samme periode sidste år. Analytikere havde ventet et salg på 3611 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Bundlinjen skæmmes af en hensættelse på 3 mia. kr., som Coloplast annoncerede i forbindelse med en nedjustering i slutningen af september. Dermed fik medicokoncernen et underskud på 1422 mio. kr. Det skal dog sammenlignes med forventninger om et tab på 1473 mio. kr. blandt analytikerne.

Coloplasts forventninger indikerer ifølge Ritzau Finans' beregninger en omsætning på 15,0-15,2 mia. kr. samt et driftsresultat (EBIT) i intervallet 4957-5155 mio. kr. Det er over analytikernes estimater.

Analytikerne estimerede således inden regnskabet en omsætning på 14.980 mio. kr. i 2015/16, viser medianestimatet indsamlet af Ritzau Estimates. Konsensus for EBIT-marginen var 33 pct. svarende til et driftsresultat på 4952 mio. kr.

 Coloplast kommer sikkert i havn trods uvejr

 Coloplast ser positive tendenser i Kina

 Coloplast vil have to nye kvinder i bestyrelsen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også