Bavarian-aktionær beder Finanstilsynet holde øje med hedgefond

Den danske investeringsforening Fundamental Invest, der har aktier i Bavarian Nordic, har nu bedt finanssektorens vagthund, Finanstilsynet, om at holde øje med den amerikanske hedgefond Kerrisdale, der forsøger at pressen Bavarian-aktien ned.
Foto: COlourbox
Foto: COlourbox
AF RITZAU FINANS

Den danske investeringsforening Fundamental Invest har bedt Finanstilsynet om at holde godt og grundigt øje med den kontroversielle kapitalfond Kerrisdale, der de seneste uger har gjort en særdeles aktiv indsats for at presse Bavarian Nordic-aktien ned.

Det bekræfter Michael Voss, der er stifter af Fundamental Invest. Investeringsforeningen ejer omkring 1 pct. af aktierne i biotekselskabet Bavarian Nordic.

"Vi har gjort Finanstilsynet opmærksom på situationen og bedt dem kigge ind i sagen. Vi mener, at Kerrisdale går langt over stregen med hensyn til den måde, de agerer på," siger Michael Voss.

"De har lavet en shortposition og efterfølgende ringet til alle store aktionærer og aktieanalytikere og prøvet at få dem til at ændre deres anbefaling af Bavarian-aktien. Det er helt uhørt efter danske børsforhold," siger han til Ritzau Finans.

Forsøger at vildlede

Amerikanske Kerrisdale har ifølge seneste opgørelse fra Finanstilsynet en shortposition i Bavarian Nordic på 2,7 pct. til en værdi af omkring 225 mio. kr. Baggrunden for at shorte en aktie er at sælge den, mens man så håber at kunne købe aktien tilbage til en lavere pris på et senere tidspunkt.

Michael Voss mener desuden, at Kerrisdale har forsøgt at vildlede investorer og analytikere ved udelukkende at fremhæve enkelte data om Bavarian Nordics prostatakræftmiddel Prostvac, som støtter kapitalfondens negative syn på midlet.

Han fortæller, at Fundamental Invest tog kontakt til Finanstilsynet i sidste uge. Det er første gang nogensinde, at investeringsforeningen har haft en sådan henvendelse til finanssektorens vagthund.

Kan være strafbart

Kerrisdales offensiv i de seneste uger havde tilsyneladende en virkning, for Bavarian-aktien faldt en del over flere dage. Kapitalfonden vurderer, at aktien er kraftigt overvurderet og bør falde mindst 70 pct.

Michael Voss fra Fundamental Invest mener, at Kerrisdale offensive ageren kan betyde, at det kan være strafbart, hvis kapitalfonden går ud og køber aktier, inden kursen er faldet 70 pct.

"Hvis de anbefaler hele verden at sælge ud, og så bagefter går ud og afdækker en eneste af deres aktier, uden at der kommer afgørende nyt fra Bavarian, så mener vi, at det kunne være strafbart," siger Michael Voss.

Finanstilsynet har ingen kommentarer

Hos Finanstilsynet vil man ikke kommentere konkrete sager. Tilsynet kan heller ikke sige, om det har haft en dialog med Michael Voss omkring Kerrisdale.

"Jeg kan sige, at der har været så meget medieomtale omkring sagen, at vi er opmærksomme på den, men vi ønsker ikke at kommentere nærmere," siger Anne Bruun, som er vicekontorchef for børskontoret i Finanstilsynet, til Ritzau Finans.

Hos Kerrisdale tager man kritikken forholdsvis roligt. Kapitalfonden mener ikke, at der er gjort noget forkert i sagen.

"Vi er aldrig kommet med nogle anbefalinger. Vi har bare forsøgt at forklare, hvorfor vi er gået short i aktien, og så må det være op til investorer og analytikere at lave deres eget arbejde," siger Sahm Adrangi, investeringschef hos Kerrisdale, til Ritzau Finans.

"Vi mener ikke, at alle de snakke og diskussioner på nogen måde er upassende, og myndighederne må jo bare holde øje med os," siger Sahm Adrangi.

Kerrisdale vil tirsdag eftermiddag/aften dansk tid holde en telekonference omkring Bavarian Nordic.

Dagsordenen går blandt andet på en diskussion af de seneste 15 års data for behandling af prostatakræft samt udsigterne for Bavarian Nordics ebolavacciner.

 Bavarian-aktien tager mystisk kurshop

 Hedgefond satser imod Bavarian

 Nordea uenig i hedgefonds Bavarian-pessimisme 

 Amerikansk hedgefond vil tvinge Bavarian Nordic i knæ

 Bavarian Nordic presset ned af hedgefond

 Bisætning udløste kursangreb på Bavarian

 Bavarian-CEO: Fortsat stor tiltro til Prostvac-studier 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også