Han har arbejdet for rigmanden Claus Christiansen, han er blevet fyret af selvsamme Claus Christiansen, og han har solgt flere firmaer succesfuldt. I dag er han nok mest kendt for sit job som adm. direktør i biotekselskabet EpiTherapeutics samt sin formandspost i Dansk Biotek. Martin Bonde har oplevet lidt af hvert, men hvad har han egentlig lært af sine erfaringer? MedWatch tog en snak med ham.

Startede i 1990

Trods sit meget imødekommende væsen er det hurtigt tydeligt, at han ikke er alt for begejstret om at tale om sine egne succeser. Det virker som om, at det ikke falder ham så naturligt. Måske er det derfor, han tager interviewet lidt i kronologisk rækkefølge og bruger lang tid på at fortælle om sin største erhvervsmæssige skuffelse. Vi skruer tiden tilbage. Til 1990 for at være præcis. Det var dengang, Martin Bonde fik sin ph.d. i kemi fra DTU og efterfølgende fik job hos diagnostikselskabet Dako, inden han i 1992 fik job i det, der egentlig var et biotekselskab, men som man med Martin Bondes egne ord ”kaldte for noget andet”. Det var selskabet Osteometer.

”Claus Christiansen var også dengang en meget driftig mand, og jeg synes virkelig, det var fantastisk at komme derud, fordi der ikke var så meget pjat. Jeg kom fra et meget forsigtigt miljø i Dako, som var meget forskerdomineret,” siger Martin Bonde og tilføjer:

”Claus er jo selv forsker, men havde en langt mere forretningsmæssig tilgang til det, end jeg var vant til. Der var heller ikke så mange stive regler. Der var jeg i seks år, indtil han syntes, at jeg ville bestemme for meget, og han ville bestemme det meste – så blev jeg fyret, og det var, hvad det var. I den forbindelse er det dog meget vigtigt for mig at pointere, at han var virkelig ordentlig i sin måde at gøre det på.”

Når han husker tilbage på tiden, var der ifølge ham selv ”rigtig meget, der var gået godt.” Faktisk så godt, at han besluttede sig for at prøve at starte et firma selv.

”Vi havde lavet en tre-fire rigtig gode deals med selskaber som Roche og Boehringer Mannheim, så jeg havde en følelse af, at jeg jo kunne gøre noget lignende igen,” siger Martin Bonde.

Systemisk fejl

I dag er det omkring 16 år siden, at Martin Bonde igangsatte det, som skulle vise sig at udvikle sig til hans største erhvervsmæssige skuffelse – en skuffelse, der er forankret i noget, som Martin Bonde selv kalder en ”systemisk fejl”. Hvad det betyder, vender vi tilbage til.

”I 1998 startede jeg med penge fra holdingfirmaet Torsana selskabet Torsana Biosensor. Der var en begyndende risikovillighed på det tidspunkt, for dotcom-boblen rasede jo i 1998. Mange havde tjent penge, som skulle hældes et andet sted hen, og en del begyndte at gå i retning af biotek. Samtidigt var man ved at sekventere det humane genom og de mange perspektiver i det, herunder en del meget vidtløftige, var med til at give momentum og interesse for biotek. Herhjemme havde Asger Aamund ført biotekselskabet NeuroSearch på børsen i juni 1996. Så der bredte sig helt klart en interesse for biotek i slutningen af halvfemserne,” siger Martin Bonde.

Pengene til Bondes selskab kom fra Torsana, som var et holdingfirma, primært med penge fra salg af Eskofot, som på et tidspunkt havde udviklet sig til verdens femtestørste kopimaskinefirma.

”Jeg fik 10 mio. kr. til at starte op. Det var fint, for så kunne man jo ligesom komme i gang,” siger Martin Bonde.

”Vi fandt, opfandt, udviklede og indlicenserede en pakke omkring noget, der hed mikrofluid-teknologi og biochips. Jeg plejede at bruge min laptop-computer som eksempel, når jeg mødtes med venture-folk for at rejse flere penge. Engang var en computer – eller EDB maskine - noget, der fyldte en toværelses lejlighed, men nu var det kun en laptop. Jeg sagde, at det samme var ved at ske med biokemiske og biologiske analyser og også ville ske med diagnostiske apparater til blodprøver. Der fandtes allerede et succesfuldt firma inden for miniaturisering af analyser, Affymetrix, som var gået på børsen i USA, og så var der to andre, Caliper og Aclara, der rejste masser af penge fra de bedste venturefonde. På ryggen af det startede jeg op og hyrede som den første en rigtig god fyr ind fra Radiometer som forskningschef,” siger Martin Bonde og uddyber:

”Det, der i virkeligheden var problemet med firmaet, og som endte med at køre det ind i en mørk garage, var, at vi var så imponerede over, hvad vi teknologisk kunne lave med vores biochips, at vi ikke fokuserede tilstrækkeligt på, hvor vi kunne finde ’the unmet need’ for de her biochips. Vi kunne lave en DNA-hybridiseringer på 10 sekunder – verdens hurtigste vil jeg tro. Ingen havde set det før,” siger han og tilføjer:

”Jeg kunne rejse til USA og få møder med de bedste ventureinvestorer og med firmaer, som kunne være interesserede i at købe os. Problemet var bare, at vi i virkeligheden ikke anede, hvad vi skulle bruge en lynhurtig dna-analyse til. Hvis man har en laboratorieanalyse, som ikke er tidskritisk på det niveau, så er det jo ligegyldigt. Vi havde noget teknologi, som nok kunne noget, og som begejstrede både os selv og mange andre forskere, og såmænd også en lang række venturefolk. Men vi fandt aldrig ud af, hvad vi egentlig skulle bruge teknologien til, hvor den gjorde en forskel i markedet. En af de erfarne venturefolk sagde dog på et tidspunkt til mig, at ’når man kun har en hammer, så begynder alt at ligne et søm – man kan også fange ål med en lasso, men det bliver derefter," påpeger Martin Bonde.

Manglede ’killer applikation’

Trods problemerne med at finde et stærkt udækket behov i markedet, så lykkedes det Bonde at få nye investorer med ombord. Lead-investor blev Windamere Ventures, som var en venturefond, der havde sin base i den amerikanske by San Diego.

”Vi arbejdede på alle mulige tænkelige og utænkelige killer applikationer, men det lykkedes os aldrig rigtigt. Vi kunne lave virkeligt elegante analyser med primære humane celler, hvor man jo i sagens natur er glad for, en analyse ikke kræver meget materiale. Det var vel det nærmeste, vi kom noget rigtig nyttigt. Men selv uden en killer applikation lykkedes det os faktisk at få solgt firmaet Torsanan Biosensor og blive til CetLto Bioscience Inc.,” siger Martin Bonde og tilføjer:

”Mine investorer i Torsana havde fået en forrentning af indskudt kapital på 50 pct. på halvandet år, og de ejede samtidig fortsat 30 pct. af det fortsættende selskab. Windamere flyttede Torsana Biosensor til San Jose i Silicon Valley, og jeg blev tilbudt en stilling derovre og flyttede så med min familie til USA. Snart skulle vi så ud at rejse penge igen. Det var blevet meget tydeligt, at det var nødvendigt at få den her killer applikation på plads. I marts 2001 begyndte man at snakke om, at biotekboblen generelt også var på vej mod sin ende. Jeg rejste rundt med min nye amerikanske chef, men det var blevet ekstremt svært for os at rejse penge, når vi ikke overbevisende kunne pege på, hvad vores biochip egentlig skulle bruges til,” siger han.

Det fik dog ikke ham og resten af selskabets medarbejdere til at give op. Men så kom 11. september, hvilket ikke ligefrem gjorde det nemmere at rejse ny kapital.

”I sensommeren 2002 fyrede de min chef, der var kommet ind i forbindelse med salget. Så sagde de til mig, at når nu havde jeg solgt selskabet til dem en gang, og om jeg ikke ville være så venlig at sælge det igen til nogen andre,” siger Martin Bonde.

Alle skulle ud

Som sagt så gjort. Han satte sig ned og skrev en stor forkromet masterplan for, hvordan det skulle lykkes at sælge firmaet med de produktkandidater, der var på vej og de patentansøgninger, der var indleveret.  

”Så sendte jeg det til bestyrelsesformanden, hvor jeg samtidig foreslog, at vi fyrede 19 medarbejdere, så vi kun var fem tilbage. Jeg foreslog, at de så skulle have en opsigelsesperiode på tre uger, hvor man normalt ikke har nogen i Califonien. Min bestyrelsesformand skrev så én enkelt linje tilbage: ’You have to cut back faster and deeper!!',” siger Martin Bonde.

Bestyrelsesformanden havde i virkeligheden bedt Martin Bonde om ”at høvle alle medarbejderne ud af selskabet”. Det resulterede i, at der efter den rundbarbering kun var Martin Bonde selv og en regnskabsdame tilbage.

Ejerne tilbød Martin Bonde en god bid af kagen, hvis han kunne få solgt stumperne.

”De havde en forventning om, at jeg trods min udmærkede hyre ikke ville have bare den mindste motivation tilbage, så de sagde, at jeg ville få 20 pct. af alt, hvad jeg kunne få solgt. Det var ikke noget, jeg bad om, men deres tankegang var, at hvis de ikke gjorde det, så gad jeg nok ikke lave en pind for at få solgt noget.”

”CelTor Bioscience Inc. blev ikke en succes, fordi jeg med selskabet Torsana Biosensor ikke fra begyndelsen fik sigtet mod at adressere et udækket behov i markedet. Man skal altid starte med at finde ud af, hvad der er brug for i markedet – også selvom det af og til kan være endog meget svært. Specielt for nye ’disruptive technologier’. Hvor mange mente for eksempel for fem år siden, at man dårligt kunne leve uden en iPad? Men man bliver nødt til at have en meget god forestilling om, hvad ny teknologi skal bruges til – og i virkeligheden inden, man overhovedet begynder at bede om penge,” siger Martin Bonde.

”Vi lod os begejstre af de teknologiske muligheder, og så kan man jo sige – jamen investorerne kunne jo bare lade være med at have lade sig rive med, og det er da også rigtigt nok. Men jeg synes, det har lært mig, at man skal være meget skarp på, hvordan man gør tingene. Bestemt også inden for life science-analyser og instrumentering, hvor der jo generelt er mange måder at løse et problem på. Hvis man lidt filosofisk kigger tilbage og skal forklare, hvorfor vi ikke havde succes med firmaet på den længere bane, så var det ikke som følge af et enkelt fejltrin eller en uheldig begivenhed. Det var en bundsolid fejl på et systemisk niveau – gennemgående og langvarig,” siger han med et smil.

Hvad gjorde du så, da du fik solgt det, der kunne sælges – så stod du vel ligesom der, tænker jeg?

”Først skulle jeg jo lige sælge resterne af selskabet – IP og diverse udstyr. Det gik der nogen måneder med. Men så stod jeg ligesom der, ganske rigtigt,” siger Martin Bonde.   

Forsøgte sig igen

Ejerne betalte Martin Bonde seks måneders løn, og så skulle han ellers forlade landet med kone og tre små børn.

”Jeg skulle jo finde på noget nyt at lave, så jeg startede et nyt firma i Danmark. Jeg ville prøve at lave et firma med noget spændende cancerforskning, jeg havde kigget på, og jeg skrev blandt andet så 11 patentansøgninger omkring anvendelse at matrix metalloproteas- hæmmere inden for et nyt sygdomsområde. Jeg havde imidlertid brug for noget specifikt IP fra anden side, men det var svært at få forhandlet på plads. I mellemtiden kom der et spændende tilbud fra et relativt nyt biotekfirma der hed Combio, som var spundet ud af Carlsberg.”

”Der var store ambitioner med Combio, og blandt andet Claus Bræstrup, der senere blev adm. direktør i Lundbeck, og Søren Carlsen, Managing Partner i Novo Ventures, var i bestyrelsen. Jeg kunne ikke få mit eget cancerfirma op at flyve hurtigt nok, så jeg blev adm. direktør i Combio per 1. januar 2003,” siger Martin Bonde om, hvordan han landede i et selskab, der snart skulle vise sig at blive en ganske pæn succes for aktionærerne.

”Udviklingen gik stærkt, og det endte så med, at vi efter godt halvandet år havde solgt firmaet. Det var en stor succes at blive solgt for aktier til et schweizisk firma, der kort tid efter gik på børsen til 16,30 schweiziske franc aktien, og efter et år var kursen i 40,” konstaterer Martin Bonde.

Stærkere biotekperson

Efter Combio blev Martin Bonde adm. direktør i biotekfirmaet NatImmune, som han drev fra 2004-2009. Som ’entrepreneur-in-residence’ hos Novo Ventures i 2009-10 stiftede han firmaet Aros Pharma. I dag står han i spidsen for EpiTherapeutics, der bliver betegnet som et af de mest lovende, danske biotekselskaber, og med Martin Bonde i spidsen har man indtil videre rejst 190 mio. kr.

EpiTherapeutics' største aktionær er Novo Seeds efterfulgt af Seed Capital og Lundbeckfond Emerge. Selskabet har også to udenlandske venturefonde med ombord, Merck Serono Venture og Astellas Venture.

”Det er dejligt med succes, selvfølgelig er det det. Men tiden i Torsana Biosensor har været utroligt lærerig, og jeg bilder mig ind, at den har været med til at gøre mig til en bedre og stærkere biotekperson. Også selvom de amerikanske investorer set i bakspejlet nok helst havde været det at skulle betale for min læring foruden," siger Bonde afslutningsvis – og med et smil på læben.

Du får fredag på et morgenmøde hos MedWatch muligheden for at stille spørgsmål til netop Martin Bonde. Du kan læse mere om programmet og tilmelde dig her.