Jyske: Ebolavaccine har muligvis samme værdi som koppevaccine

Flere faktorer kan spille ind på Bavarian Nordics indtjeningsmuligheder i forhold til et salg af teknologi i kampen mod ebola, vurderer senioranalytiker Frank H. Andersen fra Jyske Bank.
Foto: Sunday Alamba/AP/POLFOTO
Foto: Sunday Alamba/AP/POLFOTO
Af Ritzau Finans

Dagbladet Børsen skriver mandag, at de to medicinalselskaber Johnson & Johnson og GlaxoSmithKline har brug for det danske selskabs MVA-teknologi i udviklingen af en ebola-vaccine.

"Det er rigtig svært at sige, hvilket potentiale der kan være, fordi der stadig er mange udeståender, som vi ikke kender endnu," siger analytikeren til Ritzau Finans og fortsætter:

"For det første ved vi, at Bavarian Nordic har nogle prækliniske data på sine ebolavacciner. Normalt når man udvikler et lægemiddel, så skal det først igennem en præklinisk proces og så i fase 1- 2- og 3-studie for derefter at kunne få en endelig godkendelse."

Spekulation

"Situationen er lidt anderledes i forhold til ebola, fordi den har den alvor, som den har. Derfor kunne man sagtens forestille sig, at myndighederne vil være villige til at skippe meget af den typiske kliniske udvikling," lyder vurderingen fra Frank H. Andersen.

Jyske Banks analytiker påpeger, at GlaxoSmithKline allerede har fået tilladelse til at sælge en vaccine, som folk må bruge, på baggrund af fase 1-data. Det vil sige, at det er relativt tidligt i forløbet, at selskabet har fået en vaccine på markedet.

"Derfor kan man begynde at spekulere i, hvornår en vaccine fra Bavarian Nordic kan være på markedet. Det, synes jeg, er meget svært at vurdere. Det afhænger nok af, hvordan ebola-udbruddet kommer til at udvikle sig," siger Frank H. Andersen.

Tidligere tilladelse

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er antallet af dødsofre for den værste ebolaepidemi nogensinde nu steget til mindst 4033 ud af i alt 8399 registrerede tilfælde i syv forskellige lande, hvor USA er et af dem.

"Det er klart, at begynder man at se en form for inddæmning, og situationen bliver mindre alvorlig, så vil man nok afvente og se nogle flere data," vurderer Frank H. Andersen.

"Men eskalerer udbruddet, og vi ser flere tilfælde ligesom dem, vi har set i USA, så kunne jeg godt forestille mig, at man ligesom med GlaxoSmithKline kan sige, at vaccinen allerede kan tillades på baggrund af fase 1-data," tilføjer han.

Analytikeren nævner, at der også er det element, at Johnson & Johnson og GlaxoSmithKline hver har en vaccine, hvor noget i det prækliniske tyder på, at hvis de kombineres med MVA-teknologien fra Bavarian Nordic, så styrker det vaccinerne til at blive bedre, forklarer Frank H. Andersen.

"Når nu GlaxoSmithKline allerede har fået lov til at sælge sin vaccine, så kunne man forestille sig, at myndighederne ville give Bavarian Nordic lov til at sælge sin teknologi, da den ville kunne være til gavn," siger han.

Samme værdi som Imvamune

Hvad Bavarian Nordic kan ende med at tjene på et salg, er ifølge Frank H. Andersen vanskeligt at sige. Men en idé kunne være at skele over til koppevaccineforretningen, Imvamune.

"Paul Chaplin (Bavarian Nordics administrerende direktør, red.) har selv været ude at sige, at det kan blive lige så stort som Imvamune," siger Frank H. Andersen og fortsætter:

"Jeg har en værdi på Imvamune på 100 kr. per aktie, så det er klart, at kan Bavarian Nordic gå ud og få lagt et ben mere på, som også har en værdi på 100 kr., så vil det selvfølgelig være storartet."

Mandag eftermiddag stiger Bavarian Nordic 8,7 pct. til 144 kr.

 Ebola kan give Bavarian milliarder

 Finanshuse begejstrede for Bavarian

 Nordea: Øget fokus på Bavarian

 Bavarian sætter turbo på Ebola-vaccine 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også