Sanofi vil udvikle nyt diabetesmiddel

Den franske medicinalkoncern Sanofi vil udvide porteføljen med et GLP1-1middel, der skal indtages oralt. Det er dog fortsat på et meget tidligt stadie.
AF RITZAU FINANS

Den franske Novo Nordisk-konkurrent Sanofi vil udvide produktlinjen med et oralt diabetesmiddel, der imiterer hormonet GLP-1. Medicinalkoncernen forsøger dermed at gøre sig mindre afhængig af det storsælgende insulinprodukt Lantus, der snart mister sin patentbeskyttelse, skriver Bloomberg News.

"Det er en af vores strategiske interesser," siger lederen af Sanofis diabetes-afdeling, Pierre Chancel, om udviklingen af GLP-1-midlet, til Bloomberg.

Han fortæller, at virksomheden er på et meget tidligt stadie i udviklingen af GLP-1-produkter, der skal indtages oralt. Sanofi vil samtidig kigge efter eksterne kandidater i processen.

Novo Nordisk arbejder også med et oralt GLP-1-middel og er i gang med kliniske forsøg på mellemstadiet.

Sidste opnåede Lantus ifølge Bloomberg et salg på 5,72 mia. euro, men patentet udløber næste år, og rivaler som Novo Nordisk og Eli Lilly har større produktrækker end den franske virksomhed.

Derfor satser Sanofi hårdt på at udvikle nye produkter, og i juni lød det, at franskmændene ville arbejde sammen med Medtronic for at udvikle kombinationer af diabetesmedicin- og udstyr. Og i sidste måned købte Sanofi de globale rettigheder til Afrezza - verdens eneste inhalerbare insulin - af Mannkind.

Diabetes-markedet menes at få en værdi på 58 mia. dollar i 2018 ifølge et estimat fra Standard & Poor's på grund af, at et stigende antal overvægtige udvikler type 2 diabetes.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også